PAUL Bremer, lederen af den amerikansk ledede administration i Irak, var formentlig en lettet mand, da han i går tog et fly ud af landet. Han overlevede, hvilket mange andre ikke gjorde i det urolige land, som nu har indledt den lange vej tilbage til normalitet.

Beslutningen om at fremskynde den delvise magtoverdragelse er uden tvivl truffet i Washington af en bekymret Bush-regering, der kan se den hjemlige tilslutning til Irak-eventyret dale konstant i takt med de støt voksende militære tabstal.

Nu skal det så vise sig, om irakerne selv kan stoppe volden i landet, og om Bush kan nå at reparere sit omdømme så meget, at amerikanerne genvælger ham til november.

BEGGE dele er behæftet med stor usikkerhed.

George Bush sendte amerikanske soldater i krig med den begrundelse, at USA's sikkerhed var truet af Saddam Husseins Irak. Det spørgsmål, han har svært ved at besvare i dag, er, hvad den trussel gik ud på, og i hvor høj grad USA's sikkerhed er blevet forbedret i de forløbne knapt halvandet år.

I Irak vil magtoverdragelsen i sig selv næppe gøre et større indtryk på de grupper, der står bag terroren og kidnapningerne. De vil - med rette - hævde, at Irak fortsat er et besat land, og at regeringschef Allawi er Washingtons marionet.

DER ER 140.000 amerikanske soldater i Irak, og dér bliver de foreløbig, selv om Iraks nye regering kan beslutte at sende dem hjem, og selv om amerikanerne har sagt, at sådan en beslutning vil de respektere.

Det nye er også, at Iraks regering har strategisk kontrol over alle væbnede styrker i landet, mens USA har den operationelle kontrol. Hvordan det helt præcis skal fungere, står ikke klart, men det grundlæggende er, at udlandets militære tilstedeværelse ikke længere kun er resultatet af en ordre fra Washington.

DER ER meget symbolik i magtoverdragelsen, men der er forhåbentlig også en psykologisk effekt, som Allawi-regeringen bør udnytte.

Det store flertal af irakere ønsker fred. Måske også demokrati, og det får de med det planlagte valg til januar. Men fredelige tilstande, en tålelig hverdag og en fornemmelse af selv at være herrer i eget hus har første prioritet.

Derfor vil der næppe rejse sig mange kritiske røster, hvis Allawi indfører undtagelsestilstand og dødsstraf for at gøre kål på de mange inden- og udenlandske oprørsgrupper. Et sådant skridt er imod vestlige værdier, men de har det undertiden med at komme til kort i en virkelighed, som ligger dem meget fjernt.

UNDER alle omstændigheder skal Allawi handle hurtigt og resolut, hvis han vil udnytte det momentum, magtoverdragelsen giver ham.

Det er hans udfordring: at overbevise sine landsmænd om, at bedre tider er på vej.

USA's udfordring er at behandle Allawi som en partner og ikke en marionet. Gør USA ikke det, er spillet tabt.