"Vi har været igennem en langvarig og vanskelig proces". Hans Skov Christensen, administrerende direktør i Dansk Industri, efter forliget.

Måske kunne de have indgået forliget noget før - topforhandlerne fra Dansk Industri og CO-Industri, der efter 12 timers slutspurt fandt frem til en aftale, som begge parter syntes godt tilfreds med. For ret beset lukkede LO-formand Harald Børsting vel porten, da han ret tidligt i forløbet gik i pressen og erkendte, at denne gang bliver der ikke råd til lønfest. Dermed var kursen lagt, skønt mange af Børstings egne mente, at den udtalelse kunne de godt have været foruden. For hvad var der så at forhandle om?

I dagens avis - se modstående side - kritiserer en lokal fagforeningsmand da også resultatet og kalder det "uforskammet billigt for arbejdsgiverne". Men hvad havde alternativet været? Store lønstigninger ville have ført til en endnu større svækkelse af den danske konkurrenceevne og dermed i den sidste ende også til endnu flere fyringer end de alt for mange, vi allerede har oplevet. Så set på den baggrund var det ikke noget dårligt forlig, industrien fik lavet.

Faktisk ville det også have været en overraskelse, hvis det var udeblevet. For efter Harald Børstings melding kunne parterne strengt taget godt have sat sig sammen og lukket aftalen i en fart. Men den slags - at blive enige for hurtigt - ser ikke godt ud over for baglandet, hverken arbejdstagernes eller arbejdsgivernes. Begge baglande skal tro på, at der kæmpes hårdt og indædt - at deres forhandlere har været igennem en uhyre svær proces, som Skov Christensen sagde. Derfor var det også forventeligt, at første konfliktvarsel blev afsendt, og at forhandlerne på et tidspunkt gik fra hinanden, indtil forligsmanden gennede dem tilbage til bordet. Det er ligesom en del af spillet.

Med forliget i industrien har arbejdsmarkedets parter sendt det signal, at de har forstået budskabet. At landet er i krise, og at der nu - inden for rimelighedens rammer - må udvises ansvarlighed.

Til gengæld for det er der blevet råd til nogle bløde pakker, der alle handler om mere tryghed: ekstra barselsorlov, flere penge til folk, som må fyres - altså en reel fratrædelsesgodtgørelse, som CO-Industris chefforhandler er særligt glad for - forsikringer til lærlinge og elever, løbende helbredstjek for skifteholdsarbejdere, et særligt ligelønsnævn og ret til pension efter to måneders ansættelse mod før ni. Det sidste vil gøre det mindre attraktivt at satse på østarbejdere, som nu hurtigt vil blive lige så dyre som de danske.

Man kan sige, at industriforliget på den måde ikke kun blev en sejr for ansvarligheden, men også for den såkaldt danske model, som går ud på, at arbejdsmarkedet selv klarer tingene uden politisk indgriben.

Den model var tæt på underminering op til overenskomstforhandlingerne for de offentligt ansatte i 2008, da politikerne kappedes om at stille særligt sosu’erne en stor lønfremgang i udsigt. Den bold blev naturligvis grebet - og en lang konflikt blev resultatet. Denne gang holdt politikerne fingrene væk. Tak for det. Det gjorde bare det hele lidt lettere.