flygtninge på Fyn vil ikke bo i Ryslinge eller Glamsbjerg. Når chancen byder sig – og det gør den ifølge integrationsloven tre år efter, at opholdstilladelsen er givet – rykker de fleste af dem ind til Odense. Typisk til Vollsmose. For her bor deres landsmænd, deres venner og deres familie.Ifølge en ny rapport er antallet af flygtninge i Odense derfor steget med 45 procent på 10 år – situationen er den samme i København og Århus – og det huer ikke ubetinget storbyernes politikere. – Vi vil helst undgå store koncentrerede grupper af flygtninge. Det skaber problemer, sagde Odense-borgmester Anker Boye i avisen i går.

SPØRGSMÅLET er, om ikke Odenses borgmester vil stå sig bedre ved gøre en dyd af nødvendighed og anskue flygtninge-koncentrationen som en udfordring frem for et problem. Stavnsbåndet er jo ophævet, som borgmesteren selv så rigtigt konstaterer, og hverken Anker Boye eller andre kan forhindre de nye borgere i at søge derhen, hvor de helst vil være. Det gør danskerne jo også. På den spanske solkyst flokkes de om de danske barer, hvor de kan få sig nogle sild og nogle akvavitter – og i USA findes endda en gammel danskerkoloni, Solvang, der så vidt vides fungerer fortræffeligt uden ballade af nogen slags.AT LANDSMÆND søger sammen, er der således intet unaturligt i. Det behøver heller ikke at være problemfyldt, hvis man byder dem en ordentlig by i stedet for en ghetto. Vollsmose er ingen by. Vollsmose er en ghetto – og det har den altid været, fordi Vollsmose er et simpelt sovested, hvor der uden for boligens rammer er meget lidt at tage sig til.Fra starten er Vollsmose-bebyggelsen anlagt forkert. Højhus på højhus. Uden småbutikker, uden restauranter, uden kontorer, uden værksteder, uden virksomheder. Uden alt det, der kendetegner en rigtig by. Opgaven for det nye, offentligt betalte Vollsmose-sekretariat – hvis det ellers lader sig gøre uden at rive det hele ned og begynde forfra – må følgelig være at ændre bydelens status fra et intetsigende opholdssted til en driftig forstad, der besidder et bysamfunds kvaliteter.

KVALITET i hverdagen er afgørende for, om en by fungerer, hvad enten den bebos af flygtninge eller danskere – og en kvalitet i hverdagen er også retten til at arbejde. For, som det hedder i grundloven, ”til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse”.Masser af flygtninge og indvandrere vil hellere end gerne i job, men støder panden mod muren, fordi det danske samfund pr. automatik sætter dem på overførselsindkomst. Dertil kommer de danske regler, der for en ufaglært stort set stjæler nettogevinsten ved at arbejde – og de danske fagforeninger, der i mange tilfælde forbyder det.

DET ER ikke kun flygtningene, der skaber problemerne. Langt hen ad vejen har vi selv gjort det. Det er derfor også en dansk – og fynsk – udfordring at få dem løst.