Tilgiv, at vi for anden dag i træk må beskæftige os med valgets efterhånden eneste ubekendte faktor - Ny Alliances Naser Khader - men da han højst sandsynligt bliver afgørende for regeringsdannelsen, er det nødvendigt nøje at følge med i, hvad manden gør og siger. Det er nu ingen nem opgave. For retorikken skiftevis slappes og strammes. Som nu i går:

Valgkampens sjettesidste dag begyndte med et kig i Jyllands-Posten, der kunne viderebringe den opsigtsvækkende nyhed, at Khader havde opgivet sit forlangende om, at regeringen straks efter valget skal gå af for således at bane vej for en dronningerunde. Hvis altså statsministeren "på nogle centrale områder" kunne imødekomme Ny Alliances krav.

Denne melding skabte naturligvis jubel i regeringen og panik hos oppositionen, for enhver ved, at det er ulige nemmere for en regering at forhandle sig til rette, hvis den stadig sidder, end hvis den har indgivet sin afskedsbegæring. I så fald er banen åben. Serveretten kan skifte fra den ene kongelige undersøger til den anden - og imens kan der laves aftaler i korridorerne. Altså et slag i ansigtet på oppositionen, der netop havde lokket Khader med gode tilbud for at få ham til at skifte side.

Men op ad dagen strammede Khader så retorikken ved at sige, at der skam ikke var tale om nogen opblødning over for statsministeren, tværtimod. For Ny Alliance vil have indfriet sine krav her og nu og ikke engang ud på valgnatten. Blandt andet skal statsministeren inden valgdagen erklære, at han vil være med til en skattereform; at han vil gøre op med blokpolitikken; at de afviste asylansøgere skal ud blandt folket og bo og arbejde; at udviklingsbistanden skal øges - og at han ønsker at samarbejde med Ny Alliance frem for Dansk Folkeparti. Men i går afviste statsministeren alle kravene og sagde, at han først vil forhandle bagefter - hvorefter Khader sagde, at så må vi have en dronningerunde.

Som vi ser det, er Naser Khader nu ude på at få i både pose og sæk.

Han vil, da de fleste af hans vælgere og de fleste af hans kandidater er af mere borgerlig end socialistisk observans, helst have en borgerlig statsminister. Til gengæld vil han føre oppositionens politik! For det er den, der ligner mest hans egen - og når Khader kan tillade sig at spille med musklerne, er det, fordi han har regnet ud, at det i virkeligheden er Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, der har mest at tabe i det store spil. Kjærsgaard skal finde på en rigtig god undskyldning for at vælte en borgerlig regering, næsten uanset hvilken politik den fører - for hvor skal hun selv gå hen, hvis blå stue taber? I rød stue vil de ikke lege med hende.

Så her er et gæt: Det bliver Pia Kjærsgaard, der kommer til at gi' sig og ikke Naser Khader. Han vil ende med at pege på en VK-regering, som han ved, at Dansk Folkeparti ikke vil vælte, men som på væsentlige området må rette sig efter, hvad Khader og oppositionen siger.

Og det er, bortset fra at statsministeren vil få sværere ved at manøvrere, ved nærmere eftertanke måske slet ikke så galt.