Af: Troels Mylenberg, trmy@jfmedier.dk

Alt imens regeringen laver aftaler om bilafgifter, om grøn energi, om motorvejsspor og anden trafikpolitik, så står statsministerpartiet Venstre i stampe på et andet og mindst lige så vigtigt område.

Partiet er nemlig havnet i en dyb og tilsyneladende uløselig strid om noget så afgørende som udlændingepolitikken og de værdier, som har været drivende for den politiske udvikling gennem de sidste par årtier.

Endda en strid som afslører dybe kløfter mellem en række af partiets ledende skikkelser. Midt i hele striden står statsminister og partiformand Lars Løkke Rasmussen og bidrager til festen med larmende tavshed om, hvor han står, og dermed altså om, hvad partiets linje er.

For er Venstre et parti, der følger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs evige konfrontationsopsøgende linje? Senest med genopblussen af debatten om Muhammed-tegningerne, da Støjberg tirsdag i protest mod Skovgaard-museets afvisning af at bringe tegningerne med i en udstilling om blasfemi, offentliggjorde sit baggrundsbillede på minister-ipad'en - Kurt Westergaards kendte bombe i turban-tegning.

Er Venstre et parti, der følger integrationsordfører Marcus Knuths udlægning af det tyske valg, hvor han glædede sig over, at det højrenationale og indvandrerfjendske parti AfD nu kom i forbundsdagen for at sikre tyskerne en mere "ansvarlig indvandringspolitik" frem for Angela Merkels "katastrofale udlændingepolitik"?

Er Venstre et parti, der er klar til at forbyde burkaen i det offentlige rum? Går Venstre helhjertet ind for permanent grænsekontrol?

VI ved det ikke, for vi ved ikke endnu, hvor formand Løkke står, men vi ved, at der så absolut ikke er enighed i partiet i disse spørgsmål. Et parti, der i stigende grad synes opdelt i en regulær nationalkonservativ Støjberg-fløj på den ene side og på den anden side et mere klassisk liberalt hold bestående af eksempelvis næstformand og finansminister Kristian Jensen, politisk ordfører Jakob Ellemann og EU-ordfører Jan Jørgensen.

Med fare for et upassende billedsprog, så er der ret beset tale om en tikkende bombe i regeringspartiet. For det er på mange måder Venstres sjæl, der er tale om. Alt det ved man godt i Venstre, og når Lars Løkke lurepasser, så kan en del af forklaringen ganske vel være, at kampen synes afgjort. Og det til fordel for Støjberg-linjen, for skarpheden, mod multikulturen, for grænsekontrollen og mod burkaen.

Man venter så at sige bare på den passende strategiske lejlighed for eksempelvis at tilkendegive sit ja til et burka-forbud. For valget står på mange måder meget klart mellem traditionelle liberale principper og så den linje, som man tror flest vælgere ønsker sig. Det er et politisk valg, men det er også politik, som skal kunne forklares for at kunne forsvares. Og statsminister og partiformand Lars Løkke skylder snart at gøre begge dele.