En række partier er i denne tid på jagt efter kandidater, der stemmemæssigt skal trække læsset ved næste valg til Europa-Parlamentet i 2009.

I ingen af lejrene er det nemt. Der synes at være stor mangel på mulige stemmeslugere, som gider lægge den politiske indsats i Bruxelles - og Strasbourg, må man tilføje, for det latterlige EU-rejsecirkus vil uden tvivl fortsætte mange år endnu.

Partiernes søgen efter egnede folk er mere panikagtig end tidligere, fordi en række kendte EU-politikere enten er stoppet i utide eller ikke genopstiller.

Senest har tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen givet sin partiledelse en ubehagelig overraskelse med sin melding om, at han trækker sig tilbage.

Umiddelbart står partiernes dilemma lysende klart. Danskernes engagement i, hvad der foregår i den store administrationsbygning med de farvestrålende flag foran, er såre beskeden, og det samme er dermed kendskabet til de danske EU-politikere. Medmindre de i forvejen er kendt.

Stemmemagneter er nødvendige - som da Nyrup og i mindre grad Henrik Dam Kristensen trak yderligere tre partifæller med ind i parlamentet i 2004.

Men partiernes problemer er også selvskabte. Ved at placere tidligere toppolitikere øverst på stemmesedlen signaleres til vælgerne, at EU-Parlamentet er en lukrativ retrætepost. En tjans for gamle stjerner, der lige tager en sidste runde i manegen.

Der er Nyrup, der var Schlüter, og før ham var der Poul Møller. En komplet liste over sidste-nat-med-kliken-politikere ville være ganske lang. I samme negative retning trækker, at flere politiske kendisser har pakket kufferten i Bruxelles i utide - i samme øjeblik den mindste lejlighed bød sig. Som Henrik Dam Kristensen, der skulle hjem og være partisekretær.

Internt må partierne derfor prioritere EU højere, hvilket der sagligt vil være en rigtig god grund til, fordi EU står bag halvdelen af den lovgivning, der gennemføres i Folketinget.

Med EU højere på dagsordenen må partierne opstille kandidater, der har ambitioner og visioner for det europæiske samarbejde - og lokalpatriotisk eller ej, så kan de tre EU-politikere med fynske rødder trækkes frem som gode eksempler.

Dan Jørgensen (S) er en kapacitet på miljø- og budgetområdet, Christel Schaldemose (S), som afløste Dam Kristensen, er kommet godt i gang, og Karin Riis-Jørgensen (V) kan efter en engageret indsats i flere perioder med god samvittighed forlade parlamentet i 2009.

Om den 33-årige Dan Jørgensen i 2009 er kendt nok til at være spidskandidat er måske tvivlsomt, men modsat signalerer det ikke EU-begejstring, at Socialdemokraterne angiveligt overvejer at give den tidligere justitsminister og formandskandidat Frank Jensen politisk comeback som Nyrups afløser.

I et større EU bliver Danmarks røst mindre. Sådan må det være. Det er vilkårene.

Men så meget mere vigtigt er det, at de 13 medlemmer af EU-Parlamentet, vi vælger juni næste år, har dynamikken og hjertet med.