Hvad med at lytte


Hvad med at lytte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Han lytter, sagde folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech i Fyens Stiftstidende som begrundelse for, hvorfor hun gerne ville have en politisk modstander, SF'eren Kamal Qureshi, som avisens næste søndagsgæst.

- Han har beriget Folketinget. Han er en af dem, der hører efter, hvad der bliver sagt, erklærede Venstres rets- og kirkeordfører.

Er det da noget særligt at lytte? Ja, det er det beklageligvis, når det er en politiker, der gør det. I politik er der en udbredt tilbøjelighed til kun at lytte til dem, man i forvejen er enig med - og det gør debatten fattigere, at der ikke er nogen større interesse for at høre på anderledes tænkende.

POLITIKERNE synes - over en kam - at have glemt, hvilken rigdom det i virkeligheden er at blive præsenteret for så mange og så vidt forskellige synspunkter som muligt, inden man træffer sit valg. Måske fordi de frygter for at tabe ansigt - eller måske fordi de husker den hån, der blev daværende statsminister Jens Otto Krag til del efter hans berømte udtalelse om, at man har et standpunkt, til man tager et nyt. Siden har Krag fået sin berettigede oprejsning - men frygten for hån virker jo ødelæggende på lysten til at blive klogere.



Meningsdannelse er en sjov proces. Når man bliver præsenteret for et spørgsmål, overvejer man naturligt for og imod. Men netop i politik er det særlig udbredt først og fremmest at spørge sine egne: Hvad mener vi?

Det er faktisk ikke det, der er meningen med et parlament. I folketingssalen skal der ideelt set parlamenteres, hvilket vil sige, at politikerne både skal fremføre egne argumenter og lytte til modstandernes.Men reelt er det hele besluttet på forhånd, for tingene bliver jo drøftet i udvalgene. Vi må gå ud fra, at der også bliver lyttet, men vi ved det ikke - for offentligheden får jo ikke del i udvalgenes overvejelser.

Når en politisk ordfører har forelagt et emne i sin folketingsgruppe og fået godkendt en linje, er det praktisk taget umuligt at lave den om. Også selv om samme politiker senere finder ud af, at det ikke var særlig smart, hvad han fra starten lagde sig fast på.

Ikke et ord om Dansk Folkeparti eller Rigsarkivet. Men skulle man måske have lyttet, før man besluttede?

Birthe Rønn Hornbech er inde på noget afgørende, når hun peger på det demokratisk betænkelige i, at de færreste politikere lytter til andre.

Hvor ville det være forfriskende, om vi i Folketinget kunne opleve, at medlemmerne virkelig parlamenterede med hinanden, bøjede sig for andres argumenter -og først derefter tog stilling til, hvorledes de skulle stemme.

Men uheldigvis er eftertænksomhed og lytten en sjælden vare i politik.

I den sag er Birthe Rønn Hornbech nok værd at lytte til.

Hvad med at lytte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce