IRAK er ved at være en heksekedel, hvis man skal dømme efter mediernes dækning af udviklingen. Daglige blodige overfald på både militærpersoner og civile skaber billedet af et land på randen af anarki.

Irak er på vej til at blive præsident Bush's Vietnam, lyder det nu fra blandt andre den demokratiske senator Edward Kennedy.

Der er en egen ironi i, at kritikken kommer fra den kant. Det var jo to demokratiske præsidenter - Edwards bror, John F. Kennedy, og Lyndon B. Johnson - som indledte og optrappede Vietnam-krigen, og en republikansk præsident, Richard Nixon, som afsluttede den.

VIETNAM-parallellen har modstanderne af Irak-eventyret gentaget fra første færd, men den holder - endnu - ikke. Der er ingen ligheder mellem USA's daværende forsøg på at holde et korrupt regime ved magten og det nuværende forsøg på at skabe ordnede, demokratiske forhold i Irak.

For uanset hvilken holdning man har til de beslutninger, der lå bag USA og dets allieredes aktion, var formålet at fjerne et diktatur, ikke at støtte det.

Og trods de mange blodige attentater mod besættelsesmagterne og deres lokale støtter har der faktisk været en positiv udvikling i forberedelserne til den overdragelse af en vis magt til lokale ledere, som ifølge Bush skal ske i sommer.

HVAD man kan frygte er det hundeslagsmål, den provisoriske regering vil kaste sig ud i, når de interne spændinger mellem det sunnimuslimske mindretal, kurderne og flertallet af shiitter kommer op til overfladen.

Ingen af parterne har erfaring eller interesse i at samarbejde. Udenforstående ekstremistiske kræfter kan få meget let spil, og spørgsmålet er desuden, om befolkningen som helhed vil respektere en regering indsat af besættelsesstyrkerne.

MED godt et halvt år til valget i november har præsident Bush endnu en chance for at vende den stemning, der er ved at rejse sig imod ham. At han blev populær på sin krigsførelse mod terrorisme efter 11. september 2001 garanterer jo ikke genvalg.

Det kan historien lære ham. Winston Churchill var måske den eneste politiker, som kunne føre Storbritannien frelst gennem Anden Verdenskrig, men ved det første valg efter freden tabte han stort. Vælgerne var taknemmelige for hans indsats, men nu ønskede de ikke længere en krigs-leder.

Han kan også studere sin fars eksempel. Da både den kolde krig og Golfkrigen var vel overstået, vragede vælgerne George Bush senior og sendte i stedet Bill Clinton til Det Hvide Hus.

USA's præsidentvalg afgøres normalt ikke af udenrigspolitik, men Bush's tilfælde kan blive undtagelsen. Han har et forklaringsproblem, når der spørges om baggrunden for Irak-aktionen. Desuden har han lagt sig ud med både Europa, FN og halvdelen af sin egen befolkning. Har Bush ikke en kanin i ærmet til november, er der dømt nederlag.