LÆREN af torsdagens delvis mislykkede attentat i Kenya og sidste måneds blodige aktion på Bali er, at terrorister kan slå til overalt.

Uanset om de er organiseret i al-Qaeda eller andre netværk, er de i stand til at smyge sig uden om diverse efterretningstjenester og sikkerhedsprocedurer og ramme deres udvalgte mål. Som nu i to tilfælde har været turister fra den ikke-muslimske verden.

HEREFTER kan ingen vide sig sikker noget sted. Det er ikke blot amerikanske eller israelske turister, der risikerer at blive angrebet. Befolkningerne i hele den vestlige verden er potentielle mål for terrorismen.

Det er en farlig udvikling, som hverken et udvidet og omdannet NATO eller et nyt amerikansk sikkerhedsministerium kan gøre noget ved. Ganske enkelt fordi militæralliancer og efterretningsvirksomhed ikke fjerner årsagerne til terrorismen.

UMIDDELBART har USA tøvet med at anklage al-Qaeda for Kenya-attentatet. Årsagen er enkel: Israel skal helst ikke have mulighed for at hævde, at de palæstinensiske selvmordsgrupper arbejder tæt sammen med bin Ladens folk.

Al-Qaeda er naturligvis interesseret i at udnytte den israelsk-palæstinensiske konflikt. Men USA ved, at hvis Israel nu blander sig i det forestående opgør med Irak - som jo anklages for at være én af terrorismens fædre - så smuldrer den arabiske verdens uundværlige opbakning til en hård linje over for Saddam.

ANGREBET i Kenya faldt sammen med kåringen i Israel af Ariel Sharon som Likud-koalitionens premierminister-kandidat ved det kommende valg.

Der skal et mirakel til at hindre Sharons genvalg, og dermed kan palæstinenserne se frem til en fortsættelse af den politik, som har drevet det store flertal ud i håbløshed og nogle få til desperation.

Sharon blev regeringschef i fjor på et løfte om at skabe sikkerhed for israelerne. At hans opbakning i befolkningen efter 21 blodige måneder stadig er overvældende, vidner om det had, som har forgiftet menigmand.

HADET styrer også de palæstinensiske selvmordsbombere og de bagmænd, som indoktrinerer dem. Det er et had uden grænser, når unge mænd og kvinder er villige til at ofre deres liv for at kunne tage så mange andres liv som muligt.

Israels svar har været en demonstration af militær styrke. Huse er blevet bulldozet, olivenlunde tromlet ned, talrige menneskers levevilkår ødelagt.

Alligevel har Mellemøstens stærkeste militærmagt ikke formået at stoppe terrorismen. For hver selvmordsbomber, der har held med sit forehavende, melder nye rekrutter sig til martyriet.

MAGTMENNESKET Sharon er garanten for, at den onde cirkel fortsætter. Fordi Israel aldrig opnår sikkerhed uden at give palæstinenserne håb om et bedre liv her på jorden.



Terror: Det er had, der styrer terroristerne, og hadet næres af den politik, som Israels Ariel Sharon står for.