Makedonien
Europæiske politikere er begyndt at aflægge lynbesøg i Skopje, Makedoniens hovedstad. De håber at kunne afværge det, der mere og mere ligner optakten til endnu en blodig krig på Balkan.Om det er for sent, ved ingen. Håbet har man jo lov at have.Men hvad sker der, hvis det lykkes albanske oprørere at kaste en granat i Skopjes centrum eller i en af de kaserner, der huser de cirka 3000 NATO-tropper i Makedonien?Carl Bildt, FN’s Balkan-udsending, lægger ikke skjul på sin pessimisme, og det er ikke svært at følge ham. Makedonien lignede ellers et lille mirakel. Provinsen løsrev sig for 10 år siden fra Jugoslavien og har ikke været inddraget i de blodige begivenheder, som ramte først Bosnien og siden Kosovo. EU har belønnet landet med aftaler om bistand og samarbejde. Det har bl.a. givet sig udslag i løftet om at bygge et albansksproget universitet til glæde for den tredjedel af de to mio. indbyggere, som er etniske albanere. EU har også krævet bedre forhold for det albanske mindretal, og kravet ser ud til at være på vej mod opfyldelse.Når der alligevel ser ud til at være grobund for et albansk oprør i landet, skyldes det, at arbejdsløsheden blandt albanerne er dobbelt så høj – omkring 60 procent – som blandt makedonerne, og at de vitterlige fremskridt for mindretallet ikke har været særligt mærkbare i de isolerede grænseområder, som oprørerne opererer fra.Officielt har NATO hidtil afvist at foretage sig noget over for de albanske ekstremister, som nærmest åbenlyst infiltrerer Makedonien fra Kosovo. Det har skabt bitterhed, at amerikanske tropper nærmest ser til den anden side, når der smugles våben over grænsen. Makedonerne undrer sig også over, at amerikanerne ikke advarer om de albanske bevægelser. De er i stand til det, for oprørerne tilhører den i teorien opløste Kosovo-albanske befrielseshær UCK, og den fik sit kommunikationsudstyr af amerikanerne dengang, da det var Milosevic og serberne, der var fjenden.For den, der husker et tiår tilbage, er det slående at iagttage den træghed, der præger det internationale samfunds holdning til de urovækkende meldinger fra Makedonien. Både konflikten i Bosnien og i Kosovo fik lov til at udvikle sig for længe, inden der blev grebet ind, selv om det ikke skortede på advarsler fra mange sider. Nu truer en ny konflikt, som ikke blot angår det lille land, men som kan sætte hele regionen i brand på ny. Bulgarien har allerede lovet makedonerne militær støtte, og der vil ikke være langt til tyrkisk indgriben til fordel for de muslimske trosfæller i Kosovo og Albanien. Også Grækenland risikerer at blande sig, og dermed bliver konflikten også et internt NATO-anliggende.Der er endnu tid til at forhindre konfrontationen mellem slaver og albanere i Makedonien og dermed risikoen for tilsvarende konflikter i andre områder med albanske befolkningselementer. Især Montenegro er i farezonen.Men det kræver, at NATO gør det arbejde færdigt, som begyndte i Bosnien og siden blev fortsat i Kosovo. At tale om manglende mandat til indgriben er udenomssnak. Det mandat bliver nemt at få.