Når statsministeren i disse uger oftere end længe kan ses her i landet, har det sin naturlige forklaring. Dels blev han - som regel urimeligt - kritiseret for sine mange udlandsrejser, dels har han nogle store sager at løse.

Den første er uroen på arbejdsmarkedet, som ganske vist ikke er blevet så alvorlig, som de fleste troede. Hvis FOA's medlemmer siger ja til forliget, og det tydede gårsdagens måling jo på, er der kun sygeplejerskerne og pædagogerne tilbage. Sygeplejerskerne kan ikke få de 15 procent, de kæmper for, og så ultimativ deres formand har været, kan hun ikke acceptere mindre. Derfor må regeringen gribe ind - og dermed kan Connie Kruckow give regeringen skylden for det manglende resultat og dermed redde skindet på næsen. Samtidig får regeringen genoprettet roen på arbejdsmarkedet.

En anden alvorlig sag for statsministeren er, som vi beskrev i går, at få landet striden om finansministerens mange løsagtige bilag. Der er gået skår af Lars Løkkes troværdighed, og ved at leve på Dansk Folkepartis nåde har han afgørende svækket sin position, næste gang han sidder over for Kristian Thulesen Dahl. Men medmindre der dukker nye ubehageligheder op, redder finansministeren måske også skindet på næsen.

Den tredje alvorlige sag er EU-afstemningen. Statsministeren nøler med en klar melding om, hvornår den skal finde sted, og hvordan den skal forme sig - og det alene viser, hvor vanskelig situationen er at tackle for ham.

Der er ikke tvivl om, at regeringen helst ser alle forbehold sat til afstemning under ét. Sagligt set skader de også alle Danmarks interesser. Og statsministerens personlige chancer for den toppost, som alle har så travlt med, vil også blive forringet, hvis forbeholdene fortsat består, især over for euroen. En kandidat fra et land, der ikke vil være med i dette kernesamarbejde i Europa, spås ikke mange chancer, specielt ikke, når samme statsminister har gjort sig upopulær i den arabiske verden.

Derfor er det en bét for alle, som ønsker at se Danmark som et fuldgyldigt medlem, at Villy Søvndal endegyldigt har undsagt euroen, og at nu også Ny Alliance melder sig i nejsigerens flok.

Mens SF's holdning hele tiden har peget i den retning, har NA siden oprettelsen været at betragte som landets måske mest EU-positive parti. Men det var åbenbart Anders Samuelsen, der fik det lille parti til at vende på en tallerken - og dermed hos mange mistede den sidste rest tillid.

Formentlig bliver resultatet nu, at regeringen kun sender de to forbehold til afstemning, som SF og NA vil anbefale fjernet, og udskyder euroen. Det er muligvis taktisk smart, men også kortsigtet. Det er ingenlunde givet, at vælgerne vil sige nej til en fælles europæisk mønt. Giv dem dog lejligheden til at tage stilling for eller imod. Vi roser os tit af, at vi i kraft af de mange EU-afstemninger er det mest EU-oplyste folk i Europa. Så kan vi vel også finde ud af at sætte tre krydser.

Ved på den måde at vise vælgerne tillid - og uanset udfaldet - beholder også Anders Fogh skindet på næsen.