Man behøver ikke at være specielt kendt for at blive Årets Fynbo. Ikke at det er en direkte diskvalifikation, at man er det - som nu teaterchefen, zoodirektøren eller lederen af H.C. Andersen Paraden, der alle er blandt de senere års prismodtagere. Men en betingelse er det ikke.

En betingelse er det derimod, at man har gjort en ekstraordinær og uegennyttig indsats for Fyn og fynboerne. Det er ikke grund nok, at man blot har passet et arbejde, man i forvejen får sin løn for. Det er der jo så mange, der gør, og respekt for det. Men til en titel rækker det ikke. Der skal noget mere til.

Dette års titelholder har både gjort mere - og mere til.

Hun er ikke specielt kendt, i hvert fald ikke i den brede offentlighed, og hun er heller ingen linselus (avis-jargon for kendisser, der sætter i løb, hver gang de ser en pressefotograf - altså for at indhente fotografen!) men optræder som oftest kun i pressen, når hun harmes over en sag. Som den om den niårige Oliver, der blev banket af sin far, men som alligevel var tvunget til at tåle samkvem. Eller når hun er på jagt efter frivillige medarbejdere til sin forretning. Hvis man da kan kalde den en forretning, for der er ikke penge i den, selv om den i sin tid blev oprettet ved lov.

Senest fik den afslag på en ansøgning om nogle få midler til at ansætte en daglig leder - og så må Årets Fynbo jo fortsætte i chef- og formandsstolen uden at få noget for det. Og da hendes arbejde således er aldeles ulønnet, lever hun smukt op til den betingelse, som siger, at indsatsen både skal være ekstraordinær og uegennyttig. Det tør vist påstås.

I dagens avis kalder Kirsten Yde sig selv for "den sidste idiot på Fyn". Men det var åbenbart ikke dommerkomiteens opfattelse af den 64-årige formand for og leder af Offerrådgivningen i Odense. Der, som navnet siger, hjælper og rådgiver ofre og pårørende, der har været ude for noget tragisk, som oftest en forbrydelse eller en ulykke.

En voldsramt kvinde skal måske have et andet sted at bo - eller noget så simpelt som en ny lås i døren - og i øvrigt guides gennem systemet, der ifølge Kirsten Yde kan være en endog meget hård nød at knække. Således lod det sig ikke gøre via områdekontoret at finde en bolig til en maltrakteret kvinde, der af frygt for nye overgreb måtte forsvinde fra overfladen for en tid, fordi klokken var 10 minutter i 16, og fordi damen på områdekontoret skulle til stranden og grille. Så det er ikke ofrene, der slider på mig. Det er kraftstejl’me systemet, som hun siger - med den indignation, der er naturlig for et menneske, som frivilligt står til rådighed for andre døgnet rundt. Det gør det offentlige ikke.

I alt har Kirsten Yde arbejdet frivilligt for andre mennesker i 30 år. Men spørgsmålet er så, hvor langt frivilligheden som princip kan bære. Man må undres over, at en institution, der er lovbestemt, åbenbart tilføres så få midler, at der end ikke er råd til 20 timers løn til en leder. Her er det - for en gangs skyld - det offentlige, der snylter på borgerne og ikke omvendt.

Så til lykke til Kirsten Yde! Hæderen er mere end fortjent. De bevilgende myndigheder, derimod, må til lommerne og yde en både ekstraordinær og uegennyttig indsats, hvis de en dag skulle gøre sig håb om titlen.