MED TERROR-ANGREBENE den 11. september følger frygten mennesker overalt i den vestlige verden som en skygge, de ikke kan flygte fra.Eller er det snarere en angst, hvis ellers den gamle definition holder, hvorefter frygten er konkret, medens angsten ingen genstand har?Vi frygter konkret for, om gengældelsen bliver gengældt, og vi er angste for, hvad det hele skal ende med.Livet har altid været en usikker affære. Mennesker ved godt, at de skal dø, men de har ikke troet på det, som det er sagt - i hvert fald søger vi at camouflere døden bedst muligt. Når den så rammer hårdt og brutalt bliver vi bange.

I AMERIKA, hvor man ikke siden 1812 har oplevet at være i fare på egen jord, er selvbesindelsen i gang. Terroristangrebet og den lurende krig har vist os, at vi har en civilisation, der har mistet redskaberne eller evnen til at være seriøs... hed det forleden i The Sunday Times. ”Pludselig berøvet en billig pointe eller hyggelig ironi, søger vi efter dybsindigheden. Og den er der ikke.”En artikel i Time Magazine tager tråden op ved at fastslå, at dette er enden på ironiens tidsalder. Med 90-erne og Murens fald kom ”den store værdiløshed”, et holdningsmæssigt tomrum. Man skulle helst ikke have en holdning til noget som helst. Ironien blev et skalkeskjul mellem sig og virkeligheden. Fra at være den såkaldte generation Xs foretrukne kommunikationsform blev ironien til underholdning. En leg med aldrig at sige, hvad man mener. Eller aldrig mene, hvad man siger. Og som et råd til unge, der leder efter noget at tage seriøst, svarer det amerikanske blad: Prøv at begynde med ondskab.

VIL EN tilsvarende erkendelse af, at nu er det alvor, brede sig herhjemme? Det må man håbe, for forsøget på at dulme alle problemer ved at gøre dem til underholdning er jo ikke kun et amerikansk fænomen.Men selv om vi skal se i øjnene, at vi kun har livet til låns, har det aldrig været meningen, at livet skal leves i alvorsfuld frygt.Tværtimod skal vi frygte frygten. Får den lov til at lamme den vestlige verden, har den onskab, som ramte os den 11. september, nået sit måske vigtigste mål.Et resultat af menneskers angst og frygt vil være en økonomisk depression. Det er derfor med god grund, at politkere i USA og herhjemme formaner os til opføre os i økonomisk forstand som hidtil.

DERFOR kan vi godt i en anden forstand handle anderledes end før. Et opgør af den karakter, der nu synes i gang i Amerika, vil være en god følge af tragedien. Det vil sige at besinde sig på, hvad der er væ-sentligt og uvæsentligt i tilværelsen og ikke glemme at prøve på at gøre verden til at lidt bedre sted for alle at være. Eller med Luthers ord: Hvis verden går under i morgen, skal du plante et træ i dag.