Der var knyttet store forventninger til frokostmødet mellem Danmarks statsminister og USA's præsident - i hvert fald i Danmark. Som en sand ven af Amerika - og dem er der stadigt færre af - ville Anders Fogh Rasmussen sige George W. Bush nogle sandheder - sådan som rigtige venner kan og bør. Men naturligvis også forsikre, at rigtige venner er trofaste.

HVAD KOM der så ud af frokosten, som i Danmark blev opfattet næsten som en verdensbegivenhed? Beklageligvis ikke meget, hvis man kan tro de korte referater på det superkorte pressemøde, der formede sig som en envejskommunikation fra de to statslederes side.

Bush og Fogh fik hver, hvad de skulle bruge: Bush en forsikring om Danmarks fortsatte støtte, og Fogh Rasmussen - ja, hvad fik han egentlig?

At Bush kom ham i møde i kritikken af fangemishandlingerne i Irak kan ikke undre. Foghs kritik deles jo af den amerikanske administration. Det springende punkt er, om nogle få menige og officerer alene skal klynges op på ansvaret, eller om der er vilje til finde ud af, hvor langt den militære og politiske ledelse vidste besked.

I REFERATERNE er det blevet udlagt som en indrømmelse fra amerikansk side, at Bush lovede irakerne fuld suverænitet - "helt, komplet og fuldt" - den 30. juni. Men samtidig erklærede Anders Fogh, at amerikanerne naturligvis skulle havde den fulde kontrol over koalitionens styrker.

Det vil altså sige, at en amerikansk general kan beordre et angreb, skønt en irakisk politisk ledelse er imod - eller hvad? I så fald er grunden lagt til fortsat blodig uro i Irak.

Også om Mellemøsten var præsidenten ifølge den danske statsminister lydhør. Men også her står ubesvarede spørgsmål tilbage, for hvad er det, Amerika vil gøre? Presse Israel? Næppe.

DET MEST kontroversielle spørgsmål var fangerne på Guantanamo. Her stod to synspunkter over for hinanden, fordi Amerika ikke anerkender, at fangerne er omfattet af de internationale retsprincipper. Fogh er lodret uenig. Men Bush kunne kun strække sig til at sige, at han var enig i, at Guantanamo er en politisk belastning for USA - hvad der ikke skal statsmandskløgt til at kunne fastslå.

Som trofast allieret havde Anders Fogh Rasmussen mulighed for at tale med større bogstaver i Det Hvide Hus end så mange andre, der inviteres til frokost. Det havde han også bebudet at ville gøre. Men spørgsmålet er, hvor store bogstaverne var - og hvilket indtryk de gjorde, når statsministeren undlod at fortælle, hvilke konsekvenser han i givet fald ville drage.

PÅ KORT sigt har Fogh formentlig sikret sig nogle point i Danmark. Men afgørende er det, hvad der de kommende uger og måneder sker i Irak, på Guantanamo og i Mellemøsten.

Viser statsministerens forsigtige kritik at være spildte ord på Ballelars, kan hans nære forhold til Bush og den lille sejr, han vandt, blive forvandlet til et nederlag og dermed også til en pind til hans politiske kiste.