Fred, men ikke ro


Fred, men ikke ro

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

DER ER mange, der har travlt med at udråbe sejrherrer og tabere i krigen mellem Israel og Hizbollah. Det gælder naturligvis i Israel og i Libanon, men det gælder også blandt de to parters sympatisører rundt om i verden. Ikke mange problemer skiller vandene som Israel.

Sandheden er, at der ingen sejrherrer er.

ISRAEL KAN håbe på, at det nu bliver umuligt for Hizbollah at affyre raketter mod Israel fra Sydlibanon. Men sikker kan landet ikke være. Hizbollah er ikke slået. Som politisk bevægelse er den tværtimod blevet styrket i hele den arabiske verden.

Israel kan glæde sig over, at de to soldater, hvis kipnapning startede krigen, nok vil blive udleveret, men det vil ske som led i en fangeudveksling. Og hvem har vundet propagandakrigen? For de fleste vil svaret være Hizbollah.

Sejre og nederlag er sjældent rene, og slet ikke i Mellemøsten.

BÅDE PÅ den ene og den anden side vil der blive nok at tale om. I Libanon og i den arabiske verden vil det være Hizbollahs fremtidige rolle og mulighederne for at afvæbne dets styrker, i Israel vil det være, hvor ansvaret for det langstrakte, fejlslagne felttog skal placeres.

HVAD ALLE BØR kunne blive enige om, er, at fredsprocessen har lidt et alvorligt nederlag. Vi har fået en skrøbelig fred, men ikke ro.

Hvordan kommer man videre, bare med med at realisere Sikkerhedsrådets beslutning om at opstille en FN-styrke på 15.000 mand, der sammen med Libanons hær skal rykke ind i Sydlibanon, opretholde freden og afvæbne Hizbollah?

Det skal være en "robust" styrke, siger alle, men dens beføjelser er ikke klart fastlagt. Det er sjældent, at en undergrundsbevægelse med et smil på læben afleverer sine våben. Og hvis det ikke sker, hvad så?

Iøvrigt kan der gå flere uger, før en international styrke er på plads. Risikoen for, at freden brydes i denne periode er overhængende.

VÆRRE ER, at fredsprocessen ligger helt i ruiner, og at ingen aner, hvordan den skal komme på skinner. På begge sider er mistilliden vokset. Tilliden i Israel til en forhandlingsløsning er minimal, for hvad kan andet end bomber sikre landets frihed?

Hvad skal man ellers gøre med en fjende, der ønsker landet slettet af landkortet og med sine granater ikke skelner mellem militære og civile mål?

Tilsvarende har mistilliden til israelerne vokset sig skyhøj i den arabiske verden og naturligvis specielt blandt de hundredtusinder, der leder efter ejendele i de byer, israelerne har bombet til ruiner.

DER ER KUN forhandlingens veje - forhandlinger, der omfatter alle parter, hvad enten de betrager de andre omkring bordet som slyngelstater og terrorister eller ej.

Hvordan det bør ende, ved alle: Israel må betale sin fred med land: Vestbredden, Golan og de dele af Libanon, der er besat.

Og Israel må have garantier. Det er tåbeligt, som senest en kendt norsk forfatter har gjort, at undsige Israels ret til at eksistere.

Jøderne har til et eget land. Men det har palæstinenserne også.

Fred, men ikke ro

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce