EU
I dag mødes EU’s stats- og regeringschefer i den franske by Biarritz til formøde om Nice-traktaten, som man stiler efter at få færdigforhandlet i december. Hvis ikke det sker, er der fare for, at tidsterminerne for udvidelsen mod øst skrider.

Der er et emne, der særlig har optaget sindene forud for mødet, nemlig spørgsmålet om demokratiovervågning, som bl.a. Frankrig har taget op. Spørgsmålet er en udløber af Østrigsagen, som vakte så megen forargelse herhjemme, og som vi på dette sted også tog kraftigt afstand fra.

Alene emnets fremkomst igen har da også fået et bredt spekter af partier til at tage afstand, mens den danske udenrigsminister har manet til ro, indtil man ser en evt. tekst. Den attitude er klog.

Når sagen blev så problematisk omkring Østrig, var det, fordi statslederne gik uden for EU-proceduren i et selvbestaltet projekt, som bl.a. ikke sikrede Østrig den traktatfæstede mulighed for dialog, før sanktionerne var indført. Der opstod desuden en forplumring mellem kompetencerne: var det EU, der handlede, eller var det statsledernes private felttog? Det var det sidste. Det var det, der var galt.

Sagen havde stillet sig anderledes, hvis man havde brugt EU-systemet og dets artikel seks og syv, der - altså traktatfæstet - taler om, at ”Unionen bygger på principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet.”(artikel 6). I artikel 7 hedder det: ”Rådet kan i dets sammensætning af stats- og regeringscheferne med enstemmighed på forslag af en tredjedel af medlemsstaterne eller Kommissionen og efter samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet fast-slå, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder principper i artikel 6, stk. 1 efter at have opfordret den pågældende medlemsstats regering til at fremsætte sine bemærkninger... Hvis en sådan overtrædelse er fastslået, kan Rådet med kvalificeret flertal (udhævet red.)beslutte at suspendere visse af de rettigheder, der følger af anvendelsen af denne traktat...”Der er altså en bestemmelse i den nuværende traktat til at intervenere over for et medlemsland. Og vi har fra dansk side stemt for denne bestemmelse.

Det var denne bestemmelse, man burde have brugt i forhold til Østrig, så der havde været klare linjer. Det er det, vi har traktaten til: at skabe retslig orden og netop ikke vilkårlighed.

Jamen, er det ikke forfærdeligt, at der er en sådan bestemmelse, så de andre ”kan falde over et medlemsland”? Nej. Det er ikke unaturligt eller ualmindeligt, at en forening i sine vedtægter har en bestemmelse til at imødegå, hvis et medlem opfører sig helt ude af trit med foreningens formål eller vedtægt. Og man kan - også i Europa i dag- forestille sig situationer, hvor foreningen Europa bliver nødt til at sige til et medlem, at dette kan vi ikke acceptere inden for de fælles rammer, vi bygger på.

Vi kender endnu ikke det eksakte forslag til evt. opstramning af EU’s forenings-vedtægt. Derfor vil det være klogt, om partierne lige spiste brød til, inden de farer op og skræmmer befolkningen til at tro, at dette er helt forfærdeligt.