Forelskelsen mellem S og DF dræber reformer
Af: Troels Mylenberg trmy@fyens.dk

Den nye samling på midten. Sådan kan man nøgternt gøre brættet op efter dette politiske år, som i forrige uge sluttede i Folketinget, og som med Folkemødet på Bornholm som sidste bastion lukker ned. Der skal nok være masser af politisk debat henover sommeren, men lovgivningen og de formelle rammer i Folketinget er der lukket ned for frem til oktober, og der er nok også godt brug for nogle måneder til at lade de nye virkeligheder sænke sig for alvor.

Et er de udefrakommende bevægelser, som partierne herhjemme også må tænke ind. At Emmanuel Macron i Frankrig kan overraske alle og komme fra ingenting til præsidentpost og stærkt parlamentsvalg er en ting. Noget andet udviklingen i Storbritannien, hvor Theresa May udskrev valg med et forspring på 20 procent ned til den upopulære labourleder Jeremy Corbyn, men kun med nød og næppe holdt sin premierministerpost og i øvrigt mistede sit absolutte flertal.

Det går hurtigt derude, og det kan det selvfølgelig også sagtens gøre herhjemme. Det kan være sager, personer eller blot det samlede billede, der pludselig flytter stemmer i tusindtal.

Det er også i det lys at den nye samling på midten i dansk politik er sket over de seneste måneder. Og her er naturligvis tale om det stadig tættere parløb mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti - mellem Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl. De to partier, der nok over mange år efterhånden har delt vælgere mellem sig, men som ellers har forsøgt at bekæmpe hinanden. Nu står nærmest ingen partier tilsyneladende tættere end de to. Ikke engang de tre regeringspartier velsagtens.

Tilsammen repræsenterer de to partier ifølge de seneste målinger omtrent 46 procent af vælgerne, altså noget der ligner det, alle tiders populæreste socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning kunne mønstre alene tilbage i 1930'erne.

Præcis den sammenligning kan de to partier da også begge lide. Kernen i Staunings virke var national samling i en presset tid - det ønsker både S og DF. Nok betoner de det lidt forskelligt, man er jo to partier, men med enighed på udlændingeområdet, på den økonomiske politik og nu også på EU-området, vil de to partier sammen kunne både lægge skinnerne og køre toget, hvis de vil.

Et magtskifte synes ikke lige op over, DF peger stadig på Løkke, men efterhånden bliver det mere og mere tydeligt, at DF langsomt men sikkert kravler ud af det ægteskab for at finde sammen med den nye partner.

For alle der vil større reformer i dette land, alle som vil det internationale samarbejde til fulde, som vil prioritere det private arbejdsmarked over det offentlige, og som vil åbne Danmark mod verden frem for at hegne os inde, kan der være udsigt til en ørkenvandring.

Måske de skal bruge sommeren til at tænke over det perspektiv. Samt over nogle modtræk.