Selvros er ærlig, for den kommer fra hjertet, siger en norsk talemåde - og den blev bekræftet, da henved 1000 venstrefolk i weekenden var samlet til partiets landsmøde i Herning.

Selvfølelsen manglede ikke noget. Landsmødet var en jubelfest med en sejrssikker Anders Fogh Rasmussen som midtpunktet. Og for sure kritikere - som ethvert parti med succes jo har - var det en bekræftelse på den irriterende skrævende selvsikkerhed, der har præget Venstre fra dengang, det var bøndernes parti.

IKKE MINDST var det Foghs fest. Intet andet parti har i dag en så selvskreven leder, som Venstre har i statsministeren. På en talerstol er han suveræn, og også i Herning måtte hans retoriske evner fremtvinge beundring hos venner såvel som fjender. Givetvis er Anders Fogh Rasmussen sin generations bedste politiske taler.

Men Venstre og dets formand har også meget at glæde sig over. Ikke mindst i disse måneder. Forud for sidste års landsmøde ulmede kritikken mod kommunalreformen, og med hård hånd måtte formanden slå et liberalt oprør ned, anført af den fremstormende Søren Pind.

I år lød der næsten ingen kritiske røster. Det var forventningen om et snarligt valg, hvor Venstre vil fejre nye triumfer, der prægede sindene.

FOGH RASMUSSENS to store taler var også valgtaler - uden at han naturligvis røbede, hvornår valget kommer.

Oppositionen blev hånet, blandt andet fordi den ikke klart fortæller, hvad den vil. Nej, stem på Venstre. "Så ved du, at det bli'r til noget", som partiets nye slogan hedder.

Og Venstre har ramt et ømt punkt hos den opposition, der drømmer om at rykke ind på regeringsbænkene. Hvis ellers socialdemokrater og radikale vil se sig selv som regeringspartier, forbliver det en gåde, at Mogens Lykketoft og Marianne Jelved ikke i klart sprog fortæller, hvad de i fællesskab vil, især når det gælder skat og indvandrere.

MED LANDSMØDET står det klart, at Fogh Rasmussen endegyldigt har lagt alle tanker om sin berømte minimalstat på hylden. Som Poul Schlüter ikke var så konservativ, at det gjorde noget, er Fogh Rasmussens liberalisme ikke iøjnefaldende. Han ønsker ikke en liberal revolution, men små, nærmest umærkelige skridt i den besungne liberale retning. Først og sidst vil han magten - og ved, at den har han kun, så længe han ikke rører ved velfærdsgoderne. Det bliver kun til borgerlig signalpolitik - efter valget.

VISIONERNE, som var bebudet, var også i weekenden svære at få øje på. Fogh vil styrke forskning og uddannelse, taler om livslang læring, ønsker et lavere skattetryk, at styrke fælles værdier og at samarbejdet mellem EU og USA skal være stærkere.

Men undskyld - er det ikke det samme, som Mogens Lykketoft siger?

I SIN søndagsudgave spurgte Berlingske, om Fogh har en vision. Lige nu er svaret nej - eller også vil han ikke ud med den.

Til gengæld har han magten - og ved, hvordan han skal bevare den.