Fogh og fremtiden


Fogh og fremtiden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Spejlsalen på Christiansborg var igen i går rammen om den ugentlige komedie i flere akter, da statsministeren indledte sit pressemøde med at sige, at han ikke agtede at svare på Nato-spørgsmål. Som alligevel blev stillet i stribevis, et enkelt endda også på engelsk, for det kunne jo være, at udlandet lyttede med. Men det sprog forstod Fogh også, og han plumpede - næsten - ikke i. Det eneste rygte, statsministeren ville bekræfte i går, var, at han snart skal være bedstefar. Det ville han godt svare på. Men det var jo heller ikke et hypotetisk spørgsmål, som han sagde. Og dermed er vi alle lige så kloge i dag, som vi var i går. Eller hvad? Vi blev faktisk en del klogere.

Efterhånden er der ingen tvivl om, at Fogh er Nato-kandidat, selv om han gennem hele forløbet nødvendigvis har måttet sige det modsatte. Hvis han ikke var det, ville det være logisk - og statsministeren er en logisk mand - at erklære, at han ikke er interesseret, og at han vil sige nej tak, hvis han får jobbet tilbudt.

En detalje fra gårsdagens pressemøde er også værd at notere: Fogh sagde, at han ville opretholde sin tavshed frem til Nato-topmødet i april. Underforstået: til situationen er afklaret. Det ville han næppe have sagt, hvis han ikke selv var med i opløbet - og fru Anne-Mette Rasmussen, der i fredags var gæst i tv-udsendelsen Den Store Klassefest, ville næppe have sagt, at hun da godt kunne komme hjem og danse, selv om familien skulle flytte til udlandet. Nå - måske forsøgte statsministerfruen sig blot med en spøg. Men alligevel! Det er tit ad omveje, man skal finde sandheden - som da Berlingske i 1968 fik snuset op, at Egone Baunsgaard havde været hos dameskrædderen og deraf dristigt, men rigtigt sluttede, at hendes mand var udset til at lede VKR-regeringen.

At Fogh er kandidat synes således givet. Om han også får jobbet er en anden sag. Fogh er europæernes favorit, men i går hed det sig, at præsident Obama foretrækker den canadiske forsvarsminister i stedet, og i Foghs disfavør tæller, at han entydigt støttede Bush-linjen - den linje, som Obama nu vil lægge om. Obama vil også forbedre forholdet til de muslimske lande, hvor Fogh er upopulær efter Muhammedsagen. Så den er ikke hjemme - endnu.

Til gengæld ville det være rart med en hurtig afklaring. Der er næsten en måned til Nato-topmødet, og skønt en måned målt med livets alen er en parentes, er det uendelig lang tid i politik. Det er for meget sagt, at dansk politik ligefrem ligger stille - vi har dog lige fået en skattereform - men statsministerens person har alt for længe været selve omdrejningspunktet på Christiansborg. Alt er blevet målt, vejet og vurderet og holdt op mod regeringschefens personlige planer. Til stor fryd for oppositionen, naturligvis, som dygtigt har pustet til bålet. Jo mere usikkerhed om regeringslederen, jo bedre for alternativet, der i mangel af bedre og tungere sager har fået denne foræret, direkte sendt fra himlen. Eller fra Bruxelles.

Men er Nato-posten så Foghs ønskejob? Ikke nødvendigvis. Omvendt er det tydeligt, at han ikke føler den glæde ved at være statsminister, som han før har gjort - og Fogh vil hellere gå til Dronningen med sin afskedsbegæring, fordi han har fået et nyt job, end efter at have tabt et valg. Exit-strategien er nøje planlagt. Så hvis Obama vil, venter vi kun på, at den bliver sat i scene.

Fogh og fremtiden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce