EGENTLIG er hverken overskriften eller dagens ledertegning ganske retvisende. De er nemlig ikke ofte forekommende - de direkte debatter mellem statsministeren og oppositionslederen. Som Thorning-Schmidt må betegnes - med eller uden Marianne Jelveds tilladelse. Ifølge Socialdemokraterne har statsministeren nu seks gange afslået at møde Helle Thorning-Schmidt i tv - mens den socialdemokratiske leder til gengæld er uhyre forsigtig med at blande sig i debatterne i Folketinget, hvor der ellers har været rig lejlighed til at diskutere med Fogh.

OG HVORDAN kan det så være? Et godt gæt er, at Helle Thorning-Schmidt holder sig tilbage i salen af den enkle grund, at hun simpelthen ikke kan stoffet. Hendes politiske viden er langtfra komplet. Det er Foghs. Der er intet område, han ikke er inde i. En konfrontation i Folketinget kan derfor blive farlig for oppositionens leder. Derimod kan hun lettere snakke sig udenom på den korte tid, der er til rådighed på tv - hvilket kan være en af årsagerne til, at statsministeren ikke har lyst til at duellere med hende.

En anden grund kan være, at statsministeren ikke er færdig med at overveje, hvordan han i givet skal gribe en sådan duel an.

Skønt ligestillingsforkæmpere måske ikke bryder sig om at høre det, er der forskel på Helle Thorning-Schmidt og hendes to forgængere, Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen. Til dem kunne Fogh sige hvad som helst - hvad han også gjorde - men anderledes forholder sig det med en kvindelig modkandidat. Hende kan statsministeren ikke bare æde til morgenmad. Det kan frastøde nogle af de kvindelige vælgere, som Fogh i forvejen har så svært ved at få fat i. At tumle Thorning-Schmidt kræver mere pli end at jorde Nyrup og Lykketoft.

I STEDET har Fogh i første omgang sendt to af sine tunge løjtnanter i felten. Venstre-indpiskeren Claus Hjort Frederiksen og den konservative justitsminister Lene Espersen, der både i aviser og tv har efterlyst nogle klare svar på, hvad Thorning-Schmidt egentlig vil. Hvad vælgerne kan vente sig, hvis vi får en socialdemokratisk ledet regering - på betingelser udformet af De Radikale, SF og Enhedslisten.

Meningen er naturligvis at male et skræmmebillede, så vælgerne i den sidste ende foretrækker at holde fast i det, de har - og ret beset er et sådant angreb nok også regeringens bedste våben netop nu. For Helle Thorning-Schmidt vil få umådeligt svært ved at overbevise nogen om, at partierne i hendes koalition kan enes om ret meget. Udover, altså, at vælte Fogh. På væsentlige områder som skat og udlændingepolitik er de dybt uenige.

MAN SKAL ikke tage fejl: Viser det næste valg et flertal mod Fogh, vil det også blive brugt. Personspørgsmålene vil blive klaret. Men politikken? Den vil komme i anden række - og det er lige præcis det, den siddende regering nu forsøger at banke ind i vælgernes hoveder. At de ved, hvad de har - men slet ikke, hvad de får.

Og på regeringens plusside tæller, at det ikke blot er en påstand. Det er faktisk også rigtigt.