GAMLE dage er jo altid godt at mindes - og ren lykke var det, da Odense med tre hold i den bedste række var Danmarks fodboldby nummer ét. Lokalopgørene fyldte sindene både før, under og efter, og på byens arbejdspladser blev der dårligt talt om andet. Kampene mellem de blå, de røde og de stribede var også en kamp mellem funktionærerne, arbejderne og de såkaldt fine.

Nogle gange tog kampen overhånd - det var dog kun fodbold - og den dag i dag trives stadig gamle modsætninger og stærke følelser, skønt fodbolden ikke længer kun er sport, men også forretning - og skønt den tid er forbi, da enhver anstændig fodboldspiller repræsenterede sin klub så at sige fra barnsben til grav. I dag skifter spillerne, både de danske og de importerede, mellem de forskellige klubber som rene lejesvende. Hvem byder mest?

DET ER ikke realistisk at tro, at Odense igen en dag kan mønstre tre hold i superligaen, som det hedder nu om stunder. Moderne topfodbold kræver tætte kontakter til dem, der har pengene - altså erhvervslivet - hvilket ikke er nogen speciel dansk, men også en europæisk erfaring. Nok klarer de sig, klubber som Manchester City, FC St. Pauli og 1860 München - men alligevel står de i skyggen af de netværksstærke lokalrivaler i United, Hamburger SV og FC Bayern. Ligeså i Odense, hvor de gamle arbejder- og funktionærklubber B1909 og B1913 må finde sig i andenviolinens rolle, endda truet af opkomlingene fra Dalum, der aktuelt ligger til at erstatte B1913 i den næstbedste række.

Hvad enten man bryder sig om det eller ej, tegnes elitefodbolden i Odense lige nu af OB, og skønt man i sport jo aldrig skal opgive drømmen om at blive den bedste, synes den ikke umiddelbart realisabel for de øvrige Odenseklubber - hvad en af dem, B1909, da også har indset. De røde, der engang kunne mønstre landets bedste hold, er endda indgået i et formelt samarbejde med konkurrenterne fra Ådalen.

AF DEN grund har B1909 holdt sin mund i den stadiondebat, der i disse dage splitter både klubberne og byen, og som, efter vor bedste mening, handler mere om følelser end fornuft. Hvori ligger fornuften i at spille på Odense Stadion for få hundrede tilskuere, når der kræves 1000 eller flere for blot at få forretningen til at løbe rundt?

Det kan lyde voldsomt, at OB nu sætter sig på stadion de næste 30 år - ganske vist med mellemliggende genforhandlinger - men hvad er alternativet? At der ikke kan skaffes investorer til den nødvendige udbygning og opgradering, som hverken kan eller bør betales af skatteborgerne.

I FARUM siger de, at det er et politisk spørgsmål, om en by vil have et hold i superligaen. Noget er der om det. Topfodbold giver byerne både prestige og indtægter.

Den prestige og de indtægter er det i øjeblikket OB, der skaffer. Sådan er det bare.

MEN HVOR havde det hele været politisk meget nemmere, om Odenseklubberne for længst var enedes om et fælles førstehold - med fødekæder fra de veldrevne ungdomsafdelinger, som de heldigvis alle fortsat er så rige på.