Fedt- spillet


Fedt- spillet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

MAN BEHØVER ikke at være udstyret med profetiske evner for at forudse, at den nye EU-traktat vil få en svær gang på jorden.

Det europæiske projekt drives ikke længere af politiske dynamoer som Francois Mitterrand og Helmut Kohl, og uden politiske visioner og vilje til at se på de fælles mål frem for nationale interesser er det svært at drive værket.

NOGET TYDER også på, at det er gået for stærkt, især fordi et helt klart formuleret endemål ikke kan opstilles. Mange troede øjensynligt, at EU var et økonomisk projekt - og når det så viser sig at være politisk, bliver de betænkelige.

Det må medgives, at der er tale om en enestående konstruktion, som aldrig før er prøvet. 25 selvstændige lande skal arbejde tæt sammen og kun afgive suverænitet, fordi deres vælgere indser, at det enkelte land ikke selv er i stand til at løse problemerne. Vil det lykkes?

DET VIL vi få at vide, når der har været folkeafstemninger i Frankrig og Storbritannien - den franske til maj, den britiske senere i 2005.

Eller vil vi?

Folkeafstemninger er kun tilsyneladende så indlysende rigtige, som mange vil gøre dem til. Al erfaring viser, at vælgerne ikke kun tager stilling til det spørgsmål, afstemningen stiller, men til alt muligt andet. Først og fremmest, om de kan lide landets leder.

Derfor vil det blive Chiracs økonomiske politik og person og Blairs Irakpolitik og de to politikeres troværdighed, vælgerne vil sige deres mening om. Og da de begge går ind for den nye forfatning og begge er stærkt upopulære, kan mistilliden til dem blive afgørende for resultatet. En rolle kan det også spille, at det næppe lader sig gøre at holde folkeafstemning i alle de foreløbig 10 lande, hvor der skal stemmes, på samme dag, så man undgår, at et resultat det ene sted påvirker afstemningen et andet.

Siger et enkelt land - stort eller lille - nej, falder formelt set hele traktaten, men det betyder selvsagt mere, hvis det er England, der siger nej, end hvis det er Luxembourg. De store lande vil næppe lade sig standse, hvis et lille siger nej. Og så vil vi få et Europa med store kernelande og små randstater - til ubodelig skade for de sidste.

VI KAN nu se frem til et fedtspil. Faktisk er det allerede i gang. Regeringen går på kattepoter - mest tydeligt, når det gælder de fire forbehold. Dem har regeringen fået bugseret over i den nye traktat, hvad der er helt uholdbart, fordi de i en sådan vil være endnu vanskeligere at leve med end i den nuværende. Dertil kommer, at modstanderne af forbeholdene er nødt til at stemme for dem, hvis de ellers stemmer ja til traktaten.

Det eneste rigtige vil selvfølgelig være, at forfatning og forbehold sættes til afstemning samtidig.

Fem kryds er mange, men tiltror man vælgerne evnen til at sige ja eller nej til en hel forfatning, kan vi naturligvis også sige ja eller nej til fire spørgsmål, der i årevis har stået på den politiske dagsorden.

Så dumme er vi heller ikke.

Fedt- spillet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce