I denne weekend holder SF sommermøde på Ryslinge Højskole. Vejret bliver ikke noget at prale af, men humøret vil være højt. I den nyeste Megafon-meningsmåling får partiet 19,1 procent af stemmerne og er nu ubestridt Folketingets tredjestørste parti, kun fire procent under Venstre i vælgertilslutning. Det er delvis sket på bekostning af Socialdemokraterne, der siden valget har mistet 1,5 procent, og De Radikale, som har sat godt en halv procent til. Alligevel er Socialdemokraterne nu det største parti, og sammenlagt har oppositionen 50,2 procent af stemmerne mod 49,2 til regeringsblokken.

Derfor vil humøret ikke fejle noget, når Villy Søvndal synger for i Ryslinge. Og der er også noget at fejre, mere end blot de nye tal. Med gårsdagens officielle forlovelse med Socialdemokraterne tog SF et historisk skridt - bort fra hængekøjen og urealistisk protestpolitik. Man har - omsider - valgt at satse på en ansvarlig politik, der kan holde, hvis oppositionen får flertal efter næste valg.

Siden partiet blev dannet i 1959, har det kun i en ganske kort periode været tæt på ansvaret. Det var, da S og SF i 1966 havde flertal og dannede "det røde kabinet". Men det gik galt, for det var mere, end de gamle barrikadestormere kunne holde til. Afskalningen, Venstresocialisterne, blev resultatet.

Vil det så gå bedre denne gang? Det vil det formentlig. Tiden er en anden, og med Villy Søvndal i spidsen favner SF bredere. Trætheden ved blot at stå udenfor og løfte de røde faner så højt, at de forlader jorden, har længe været udtalt, hvad der har givet Søvn­dal mulighed for at dreje partiet flere grader, end nogen havde troet.

Alligevel er det underligt, at han ikke har mødt større modstand i egne rækker og formentlig heller ikke vil gøre det i Ryslinge. Forklaringen ligger i, at nok har SF flyttet sig, men det har Socialdemokraterne også. Det er midtervælgerne, det gælder. De må ikke gøres utrygge. Og da samtidig Venstre og De Konservative - for ikke at tale om Dansk Folkeparti - bejler til de samme vælgere, er det ikke mærkeligt, at pladsen på midten er blevet trang, og at De Radikale er ved at blive kvalt.

Forlovelsen mellem S og SF hensætter til gengæld De Radikale i en ny situation, som måske vil give dem luften tilbage. Betingelsen er, at de får de afgørende mandater for en ny regeringsdannelse, og at det nye makkerpar i dansk politik vil have dem med om bord. Det erklærede Helle Thorning-Schmidt i går, at hun ville. Men da hun i samme åndedrag sagde, at der ikke kan ændres i S og SF’s skattepolitik, og at også integrationspolitikken skal gennemføres i den form, de to partier er blevet enige om, forudsætter det, at De Radikale også er enige - og det er de ikke.

Der er med andre ord lagt op til nervekrig. De Radikale vil udnytte deres position og kræve indrømmelser. Men S og SF vil sige nej, fordi de ikke tror, at De Radikale vil vælte en regering, som partiet er gået til valg på at skaffe til magten. Men hvor højt spil tør parterne spille? Vil nye flertals­muligheder blive prøvet?

Der er lang tid til valget, og meget kan ske. Men så meget kan fastslås, at med Helle og Villy som det nye politiske ægtepar er der taget hul på et nyt og interessant kapitel.