Den almindelige værnepligt har hidtil været betragtet som en demokratisk grundpille - et dogme, man ikke skulle pille ved.

Det er også en smuk tanke, at alle skal være med til at værne fædrelandet. Folk og værn kommer hinanden ved på en særlig måde, når alle har pligt til at trække i trøjen. Det styrker sammenhængskraften, og det er at nedbryde klasseskel, når unge fra alle samfundslag for en tid deler belægningsstue. Siger man.

Værnepligten står da heller ikke umiddelbart for fald. Skal man tro en Gallup-undersøgelse, som Berlingske har ladet foretage, støtter en overvejende del af befolkningen - 54 procent - at den bevares. Og regeringen og Dansk Folkeparti vil heller ikke røre ved den. Den er en god borgerlig mærkesag, som forsvarsministeren siger.

Alligevel står vi over for en debat, en nødvendig debat, om det rigtige i, at alle - i princippet - skal springe soldat, som det hed i gamle dage.

Det er fra så kyndigt hold som Dansk Institut for Militære Studier, at der sættes spørgsmålstegn ved værnepligten som urørligt dogme. I en rapport, som forskere fra instituttet har lavet, og som blev offentliggjort i går, har man undersøgt konsekvenserne af at afskaffe værnepligten i Frankrig, Holland, Letland og Slovakiet.

Konklusionen er, at disse landes evne til at udsende soldater til internationale missioner er blevet bedre uden almindelig værnepligt, og at den folkelige forbindelse mellem forsvar og samfund ikke af den grund er forsvundet. Analysen afliver også andre dogmer, for eksempel at værnepligt er nødvendig, for at forsvaret både kan forsvare Danmark og udsende internationale styrker. Man afmonterer samtidig påstanden om, at værnepligt styrker sammenhængskraften. I virkeligheden, skriver forskerne, rammer værnepligten skævt og uretfærdigt, fordi kun en lille del bliver indkaldt - i Danmark under 10 procent af en ungdomsårgang. Der er derfor ikke tale om en pligt for alle.

De væsentligste argumenter for værnepligtens eventuelle afskaffelse turde dog være, at Danmark er i en helt ny situation. Opgaven er ikke længere et forsvar af vore egne grænser, men at udsende danske soldater til tjeneste i farlige internationale situationer langt fra Danmark. Det er konsekvensen af den aktive udenrigspolitik, som et flertal tilslutter sig, både på Christiansborg og i befolkningen.

Dermed stiller uddannelsen nu og før forskellige krav, og det afgørende spørgsmål må derfor være, hvordan vi bedst uddanner de soldater, der skal udsendes, og på hvilken måde vi bedst udnytter de økonomiske ressourcer, der er til rådighed.

Svaret synes at være, at vi skal afskaffe værnepligten og samle kræfterne om de internationale missioner. Der er ikke længere militære grunde til at fastholde værnepligten - der tilmed rammer uretfærdigt. Så lad os bruge den nye rapport som et sagligt grundlag for en fordomsfri debat.

Det er der al god grund til.