FLERE amerikanske tropper til Irak. Det er substansen i præsident George W. Bush's nye strategi.

Troppeforøgelsen var ventet, så det reelt nye er præsidentens erkendelse af sit ansvar for alle de fejltagelser, der er begået siden invasionen i 2003.

Spørgsmålet er nu, om den nye plan er, hvad Irak har brug for, eller om den er endnu et amerikansk fejlgreb. Med andre ord: Vil flere tropper bringe fred?

Det er ikke sandsynligt.

REAKTIONER fra både republikanske og demokratiske politikere afspejler splittelsen i den amerikanske befolkning.

Ved efterårets midtvejsvalg markerede vælgerne deres manglende tillid til Bush-regeringens politik ved at give demokraterne flertal i hele Kongressen, og dette signal er selvfølgelig blevet opfanget af republikanske kongresmedlemmer.

Flertallet af dem støtter dog deres præsident. Én af dem er senator John McCain, som spås gode chancer for at blive republikansk præsidentkandidat ved valget næste år.

Hans pointe er, at indsættelse af flere amerikanske tropper vil sætte den irakiske regering i stand til at gøre sin myndighed gældende over hele landet. Det formår den ikke i dag.

McCain nævner også i sin anbefaling af den nye Bush-plan, at når amerikanske soldater går ind i urolige områder i f.eks. Bagdad, så ophører volden næsten øjeblikkeligt.

Når soldaterne trækker sig ud igen, vender volden tilbage, så der skal altså være soldater nok til at "holde fast".

Soldaterne skal blive i de urohærgede kvarterer længe nok til at give indbyggerne en følelse af at være i sikkerhed, og der skal samtidig investeres i infrastruktur og arbejdspladser.

KRITIKERNE af denne strategi påpeger, at når USA efter mere end tre års besættelse ikke har kunnet skabe ro i Bagdad og omegn, som tæller syv millioner indbyggere, så vil en snes tusinde flere soldater næppe gøre den store forskel.

Tværtimod. Irakerne var generelt glade for at slippe af med Saddam Hussein, men intet folk bryder sig om at være besat. Flere besættelsestropper vil blot opildne yderligere til oprør.

End ikke generalerne i Pentagon er fortalere for øget tilstedeværelse. De fleste mener, at det er manglende politisk vilje i Irak, der står i vejen for en løsning af landets problemer.

GEORGE Bush kan altså se frem til en hel del modstand. Hans plan ligner for meget mere af det samme i en situation, som kalder på radikal nytænkning.

Som det i går kunne læses i avisens kronik, er den såkaldte Pax Americana døende. USA's rolle som verdens politimand har ikke opbakning i landets befolkning, og det kan politikere, som vil vælges og genvælges, ikke ignorere.

Den grydeklare løsning på Irak-problemet findes ikke, men et bud kunne være en FN-ledet konference, som får til opgave at udarbejde en traktat, der garanterer alle irakiske mindretals sikkerhed.

Modellen er set før. Det er blot at lære af historien.