DET ER ikke glemt, at Anders Fogh Rasmussen i sin første nytårstale som statsminister vendte sig imod eksperter.

Men lykkeligvis har regeringen selv glemt det og mange gang påkaldt sig eksperters vurderinger. Det er ikke så ofte, at Fogh Rasmussen har lyttet så meget til dem, og flere af de hidkaldte må undertiden have følt, at deres arbejde var skønne, spildte kræfter.

Hvis nogen kommer til at tænke på Velfærdskomissionen, er de ikke gået galt i byen...

ALLIGEVEL er der grund til at kippe med flaget for de Konservatives forslag om endnu en ekspertkommission. Den skal pege på, hvor investeringerne skal ske for at "Danmark får verdens bedste trafiksystem", som partiets trafikpolitiske ordfører, Henriette Kjær, udtrykker det.

Rent bortset fra, at det er trættende at høre vendingen, at Danmarks skal have eller være "verdens bedste" på alle områder, er ideen om en "Infrastrukturkommission" rigtig, og den bliver ikke mindre rigtig af, at forslaget kan udlægges som en redningskrans til partiets trængte transportminister. Flemming Hansen ved godt, hvad der skal gøres.

Han har allerede analyser i stakkevis på sit kontor, som Venstres ordfører på området, Gitte Lillelund Bech, uvenligt vrisser.

MEN ET samlet overblik over, hvad der bør gøres, og hvad det vil koste, er nyttig.

Det gælder både, når vi taler om den kollektive trafik og den private. Også de følgevirkninger, f. eks. af miljømæssig karakter, som den stigende trafik medfører, trænger til at blive vurderet.

FØRST OG FREMMEST er det vigtigt at få fast grund under fødderne, når det gælder den kollektive trafik, for det er den, der er smertensbarnet.

Efter sommerens debat kan ingen være i tvivl om, at den har været forsømt.

Politikerne har skændtes meget om, hvem der bærer ansvaret. Sandheden er, at det gør alle politiske partier.

NATURLIGVIS ligger der på transportministerens bord, som der har gjort det på hans forgængeres, analyser af, hvilke dele af materiellet, der skulle fornyes og hvornår, det skulle ske. Der skal ikke stor ekspertise til at fastslå, at også skinner og signaler har deres tid. Men det skete bare ikke, for det er der ikke stemmer i.

Med nye tog, der kan afbildes, for slet ikke at tale om motorveje, er det lettere.

SÅDAN ENDTE vi med at blive et uland, når det gælder kollektiv trafik.

Hvis den foreslåede Infrastrukturkommission - ordet kan indgå i en spiritusprøve - kommer med 42 forslag, og politikerne kun vælger at gennemføre de tre, som det skete med Velfærdskommissionens forslag, hjælper det hele ikke stort, kan man indvende.

MEN MENS Velfærdskommissionen pegede på reformer, som gør ondt i visse vælgergrupper, er det kun privatbilismen, der kan knurre, hvis en kommission ønsker at give den kollektive transport første prioritet.

Og så meget lederskab tiltror vi vore politikere, at en pression fra de selvkørende ikke vil holde dem tilbage.

Sagen haster, skal vi hilse og sige.