FINANSLOVE ER ikke, hvad finanslove har været. I hvert fald ikke forhandlingerne om dem. Før var det drama i sene nattetimer. Hvor kunne regeringen finde det nødvendige flertal, især hvis den ønskede at flytte ideologiske hegnspæle?

Men sådan har det ikke været, siden vi fik VK-regeringen med dens faste flertal i kraft af det tætte samarbejde med Dansk Folkeparti. Ganske vist hører det med til sommerens rituelle politiske danse, at Pia Kjærsgaard truer med ikke at ville stemme for finansloven, hvis partiet ikke får nogle krav om stramninger i udlændingepolitikken opfyldt. Men alle ved, at det er teatertorden. Dansk Folkeparti tør ikke møde sine vælgere, hvis det har styrtet en borgerlig regering - og kørt sig selv ud på et sidespor.

I ÅR ER selve finanslovsforslaget yderligere temmelig tamt. Man flytter lidt rundt på indtægter og udgifter, og selv om oppositionen allerede taler med store bogstaver, sker der ingen dramatiske nedskæringer af velfærdsstaten. Det er snarere statsministerens egen liberale avantgarde, der har grund til at bide ham i buksebenet - hvis den ellers tør efter farmands sidste afklapsning. Men selv om alle ved, hvordan det ender, skal der nok blive debat, særligt om forringelsen af dagpenge, offentlig trafik og hjemmeservice.



REGERINGEN har stort set gennemført, hvad den lovede. Det vigtigste for den nu er at bevare magten. Derfor er finanslovsforslaget tamt og visionsløst. Det hele er til husbehov i mere end én forstand

Tilmed sejler regeringen også i smult vande. En svagere opposition end dagens socialdemokrater har en borgerlig regering aldrig haft. Socialdemokraterne har mere eller mindre accepteret stramningerne over for flygtninge og indvandrere, kun pippet svagt, når det gælder retspolitikken - og lammet deres egen kritik af Amerikas tvivlsomme Irak-aktion ved at tillade danske soldater og politifolk deltage i oprydningen.

Regeringen har faktisk kun én akilleshæl. Det er beskæftigelsen. I løbet af et år er 46.000 færre kommet i job. Her dag vokser antallet af arbejdsløse, ikke mindst på Fyn, hvor der nu næsten er daglige beretninger om virksomheder, der indskrænker. Også akademikerne, specielt humanisterne, er ramt.

HVAD GØR regeringen? Giver nogle små, ufinansierede skattelettelser og sætter lidt beskæftigelsesarbejder i gang, men lever ellers efter Mr. Micawbers slagord: Noget vil vise sig. Nemlig det noksom omtalte opsving. Opsvinget er ganske rigtigt begyndt at præge amerikansk økonomi, men er foreløbig ikke at spore i europæisk. Tværtimod. Regeringen håber, at konjunkturerne senest om et år vil vende. Men håbet beskæmmer jo heller ikke nogen, som skrevet står.



OG DOG! Håbet om at fortsætte på taburetterne vil blive gjort til skamme, hvis stadig flere kastes ud i arbejdsløshed. Vælgere er nemlig utaknemmelige. De bedømmer ikke en regering på det, der gik godt - men på hvad der gik skidt.