INGRID
Dronning Ingrid er død.

Dermed har Danmark mistet et af sine allerstærkeste symboler og et af sine aller-stærkeste samlingsmærker.

Dronningen har, siden sin mands død og dronning Margrethes overtagelse af tronen, stået som en markant bastion bag sin datters virke og som en stærk og markant vejleder for de næste generationer.

Men dronning Ingrid har også været et symbol for det danske folk på en række af de dyder, uden hvilket et fællesskab og respekten omkring det kun vanskeligt kan opretholdes.

Dronning Ingrid står som eksponenten for, hvad en familie og et familiesammenhold betyder. Vi har oplevet det igen de sidste dage, hvordan de alle strømmede til Fredensborg.

Men dronning Ingrid står også som eksponenten for, hvad respekt for rollen, for embedet og for landet betyder.

Dronning Ingrid er blevet et sindbillede på, hvad det betyder at gøre sig umage. Et eksempel ikke alene i den kongelige familie år frem, men også for alle andre danske.

Dronning Ingrid har til det allersidste sat en ære i at passe de ting, hun syntes, det var hendes pligt at passe. Hun følte sig i den grad medansvarlig for den kongelige families dagligdag og forpligtelser.

Hvor andre mennesker i hendes alder uden at nogen ville have udtrykt andet end forståelse, havde overladt opgaverne helt til næste generation, passede hun sit virke.

De unge skulle se og lære. For landets og for deres egen skyld.

Hvor andre ville have været kede af at vise, at alderen havde holdt sit indtog, blev hun et eksempel på, hvad sej vilje og pligtopfyldenhed betyder.

Fysiske skavanker kunne ikke holde dronning Ingrid fra at passe sit arbejde.

Dronningens pligtopfyldenhed må aftvinge den dybeste respekt. Den er et memento ind i en tid, hvor respekten for begrebet gerningen måske ikke har været det mest udtalte, og hvor pligtopfyldenhed ikke ligefrem har været et modeord.

Dronning Ingrid blev ved sit og løste sin opgave, som hun mente, den slags nu skulle løses. Det blev et eksempel til efterfølgelse både for hendes datter, men også for hendes børnebørn. Men det blev også et memento for alle os andre - også for dem, der måske mener, at meget kan være ligemeget.

For dronning Ingrid var der ikke noget, der var ligemeget.

Fra den maj-dag i 1935, hvor hun blev gift med kronprins Frederik i Stockholm og siden kom hertil, lykkeligt svingende med sin blomsterbuket, satte den unge svenske pige sig et mål for, hvordan denne kongelige opgave skulle løses.

Den måde, hun valgte, har sat sig dybe spor i de danskes bevidsthed. Hvor dybe vil vi måske allerstærkest blive klar over nu, hvor hun ikke er her mere.

Dronning Ingrid har været med til at lægge en ring omkring kongehuset, ikke så det lukkede sig inde, så tvært-imod, men så det, selv i en moderniseringsfase, og mens de unge fandt deres egne ben, blev uden for diskussion, at til det at være dansk hører også det danske kongehus.

Aldrig blandende sig i sin datters måde, men altid støttende bagved, har dronning Ingrid stået, så det næsten fysisk kunne mærkes.

En sej vilje, et stærkt sind, en stor varme og en evne og vilje til at være det samlende led i en efterhånden stor og forgrenet familie bliver det billede, vi vil bære med os af den unge svenske pige, der blev Danmarks gamle, stærke dronning.

Et samlingspunkt i og for sit nye land.Ære være dronning Ingrids minde.