En Pind i øret


En Pind i øret

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lad det være slået fast med det samme: Skatteyderne er ikke blevet mærkbart belastet af yngre venstreløvers hyppige restaurationsbesøg i årene omkring årtusindskiftet. Heller ikke selv om skatteyderne i sidste ende kom til at betale for frokoster, fadbamser og drinks ved arrangementer, der kun med uendelig stor velvilje kan tolkes som arbejdsmæssige.

I den store sammenhæng betyder Lars Løkke Rasmussens og senest Søren Pinds værtshusbilag reelt ingenting.

Så på den måde kan man sige, at Venstres politiske ordfører Inger Støjberg har en pointe, når hun betegner pressens omtale af et frokostmøde i 2004 mellem Pind og Løkke som endnu et forsøg på karaktermord på finansministeren.

Men Støjberg rammer kun delvis plet. Man kan mene - og den opfattelse kan man også finde i pressekredse - at især de to formiddagsaviser har spillet på den smålige forargelse i den menneskelige natur og blæst artiklerne langt mere op, end sagernes substans kan bære.

Men det bortforklarer ikke, at det er væsentligt for offentligheden at få at vide, hvad politikere med stort økonomisk ansvar og en rummelig og elastisk repræsentationskonto synes, at skatteyderne skal betale.

I en tid, hvor den personlige stil tæller stadig mere i politik, er det relevant og måske nyttigt for vælgeren at vide, om kandidaten er en påpasselig asket eller en fest-og-farver-type, der ikke tager det så nøje med, hvor bilagene havner. Politikerens adfærd er med til at tegne politikerens profil.

Eksperter mener ikke, at Søren Pind i de konkrete sager har overtrådt loven. 20 snapse og fem fadøl til i alt 1100 kroner under en arbejdsfrokost med to deltagere er i orden. Og det er også inden for rammerne, at skatteyderne fik en regning på 4641 kroner efter et nattemøde, som Søren Pind holdt på diverse restauranter med politiske rådgivere.

Igen: Sammenlignet med repræsentationsudgifter i det private erhvervsliv er vi formentlig i den billige ende, men da der ikke er tale om private, men offentlige penge, er det rimeligt, at vælgerne får besked.

Skal definitionen "arbejdsmøder" tages alvorligt, må hver især vurdere, hvor seriøse resultater man kan forvente af arrangementer med sådanne mængder alkohol på bordet.

Én side af sagen er i øvrigt politikernes egen moral.

En anden side er forundringen over, at hverken Løkke eller Pind i hvert fald indtil for få år siden var ankommet til virkeligheden, som er ganske anderledes end dengang, Thorvald Stauning med pressekorpsets stiltiende accept - og nogle gange endda også med dets medvirken - væltede rundt i skatteyderbetalte branderter.

I dag er mediekonkurrencen langt større; en almindelig journalistisk metode er begæring om aktindsigt, og offentlige personer, herunder ikke mindst folkevalgte, er ingenlunde fredede.

Den lektie har Lars Løkke Rasmussen muligvis lært. Sandelig om ikke - siger et forlydende - at Finansministeriet efterhånden minder mest om en frugtbod. Man skal høre meget!

En Pind i øret

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce