REGERINGENS juniorpartner, Det Konservative Folkeparti, erkender nu, at man har solgt sig selv for dårligt, og at Venstre derfor er løbet med al opmærksomheden. Nu planlægger den konservative partitop en offensiv for at styrke profilen, blandt andet ved at ansætte en særlig generalsekretær.

NU ER DET ikke usædvanligt, at det største parti i en regering - eller det parti, der leverer statsministeren - også løber med de fleste overskrifter. Da Hilmar Baunsgaard dannede VKR-regeringen i 1968, var det også Baunsgaard, der kontrollerede firmaet. Ligeledes var det Poul Schlüter, der tegnede de mange borgerlige regeringer i 80'erne. Det kan således ikke komme bag på Bendt Bendtsen, den konservative leder, at hans rolle er andenviolinens.

MEN VÆRD er det at hæfte sig ved den stilforskel, der kendetegner den siddende regeringschef og nogle af hans forgængere.

Mens statsministre som Baunsgaard, Schlüter og Nyrup behandlede deres regeringspartnere med respekt - ja, den radikale Marianne Jelved var vel Nyrups ligemand, og Schlüter nærmest forfordelte sit eget parti for at lade de andre komme til - synes Venstre og Anders Fogh ret ligeglade med de konservative. Tilmed udstiller de to regeringspartier offentligt deres uenighed -senest i tilfældet med den forkludrede sag om hastighederne på de danske motorveje.

MEN MENS statsministeren i det mindste lader som, at han tager de konservative alvorligt, forholder det sig anderledes med beskæftigelsesministeren, Claus Hjort Frederiksen.

Frederiksen er en magtfuld mand i Venstre, for det var ham, der udtænkte strategien bag novembersejren. Forleden, da Venstre i Norge kom for skade at kritisere den danske regerings udlændingepolitik, erklærede magtfulde Frederiksen, at han kun har "en rå hånlatter" til overs for Norsk Venstre. Den arrogante bemærkning kunne lige så vel have været møntet på Bendtsen. Ham regner Frederiksen for mindre end intet. Men Frederiksen er jo også på jagt efter en sikker valgkreds. Og bliver det Otterup, hvad meget tyder på - Otterup elsker kandidater, der er ligeglade med Fyn - kan handsken lige så godt kastes først som sidst.

SELV HAR Bendt Bendtsen - utvivlsomt i den bedste mening - gjort det sværere for sig selv ved at påtage sig et tungt ministerium, der kun levner ham begrænset tid til at markedsføre sit parti. Det havde Erhard Jacobsen eller Marianne Jelved, for nu at nævne et par gamle ræve, aldrig gjort - og næste gang bør Bendtsen overveje at justere taktikken.

Hvis der bliver nogen næste gang. Kan hænde, at de konservative bliver så trætte af rollen som den trynede lillebror, at de vælger at forlade regeringen for at skaffe rum til egne synspunkter. Det kan blive politisk dyrt for Fogh, og derfor er det ikke kun Bendtsen, der bør evaluere de interne hændelser efter sejren i november.

Er statsministeren klog, gør han det også.