Efter sejren


Efter sejren

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Få begreber er så nedtrampet i medierne som begrebet historisk. Alligevel er det svært at komme uden om, at ugens dominerende begivenhed - valget af Barack Hussein Obama som Amerikas næste præsident - var en historisk begivenhed. Skønt vi har til gode at se, hvordan han vil og kan forvalte sit nye, krævende embede.

Men det, at han både blev nomineret og vandt en overbevisende sejr, skriver i sig selv verdenshistorie. Ingen havde for blot få år siden troet, at amerikanerne ville vælge en mand, hvis far stammer fra Kenya, og som derfor selv er afroafrikaner. Som det er sagt mange gange, virkeliggør Obama selve den amerikanske drøm. En sort mand i Det Hvide Hus! Man kan jo også spørge sig, om vi i Danmark ville vælge en politisk leder med tilsvarende blandet etnisk baggrund.

Ikke mindre bemærkelsesværdigt ved Obamas valg er hans formidable evne til at genskabe troen på, at mennesker kan skabe en bedre verden. Unge over hele verden græd i tv, da de så ham som sejrherre på valgnatten.

Det er rigtigt, at finanskrisen kom ham til hjælp, fordi han her var på hjemmebane i højere grad end McCain. Også at hans ungdom var et plus, og at McCain tog fejl, da han for at vinde republikanerens religiøse bagland valgte Sarah Palin som sin vicepræsidentkandidat. Men når Obama sejrede, var det først og fremmest, fordi han indgav især de unge troen på fremtiden.

Dermed var Obamas bedste allierede paradoksalt nok George W. Bush. Det var på baggrund af ham, at den nye mand kunne fremstå som håbets apostel og give de unge troen på, at der er andre værdier at kæmpe for end dem, der har været i højsædet de sidste otte år. Leden ved den politik, der er ført, og desrespekten for manden i Det Hvide Hus var så stor, at ordet forandring kunne give genlyd i et omfang, ingen havde troet muligt.

Nu hylder hele verden Obama og de værdier, han kæmpede for, og atter må man beundre politikeres evne til vende på en tallerken. Tag vores egen statsminister, der indtil for kort tid siden fremstod som George W. Bush's nære allierede, ja hans nære ven.

Nu taler statsministeren begejstret om Obama, skønt de i et så vitalt spørgsmål som Irak har et diametralt modsat syn. Obama mener, at krigen var en katastrofal fejltagelse - hvad der vist, om vi husker ret, ikke lige var Anders Fogh Rasmussens opfattelse.

Dertil kommer, at Obama er dialogens, ikke konfrontationens mand. For ham er etnisk og religiøs og racemæssig forskellighed ikke en trussel, men en selvfølge. Det er som bekendt ikke de toner, der lyder i den danske værdikamp.

Naturligvis må og skal et lille vestligt land holde sig gode venner med den vestlige verdens leder.

Men Fogh skal være glad for, at han lever i et land, hvor en politiker slipper så nådigt fra først at hylde en præsident og dernæst hans efterfølger - skønt den sidste er valgt på grund af leden ved forgængeren.

Efter sejren

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce