Går krigen godt, eller går den ikke godt?

Spørgsmålet diskuteres på baggrund af de amerikansk-britiske styrkers fremgang, men diskussionen har en morbid klang. Krig er hverken underholdning eller skovtur. Krig er død og lemlæstelse af ikke blot soldater, men også uskyldige mænd, kvinder og børn.

Og krig er ødelæggelse af bygninger og undertiden kulturskatte som for eksempel Bagdads berømte museum med uerstattelige antikke skatte.

MEN i den forstand at en hurtigt overstået krig er bedre end en langvarig, ser det lige nu ud til, at krigen går godt. Hvis man da kan fæste lid til de rapporter, der aflægges fra det militære hovedkvarter. Og det kan man nok ikke i alle tilfælde.

Erobringen af den internationale lufthavn ved Bagdad og irakiske styrker, der overgiver sig, er gode nyheder, hvis krigen forkortes.

Og det gør den vel, når der nu kan flyves forsyninger ind til de allierede tropper i stedet for at transportere vand, mad og brændstof den lange vej gennem ørkenen fra Kuwait.

HVIS hensigten nu er at lægge en ring omkring Bagdad og dermed afskære alle sikre flugtveje ud af byen, ligner det en nedtælling til regimets fald. Det vil så vise sig, om Saddam Hussein, der i fredags lod sig se i hovedstadens gader, har kemiske, biologiske eller andre våben i baghånden til et sidste forsøg på at vriste sig fri af invasionsstyrkernes favntag.

Opgaven for de allierede er under alle omstændigheder at vinde så "rent" som muligt. At holde sig fra gadekampe i Bagdad lyder umiddelbart som en rigtig taktik. Et blodbad med store civile tab vil blot yderligere ophidse sindene i de dele af den muslimske verden, hvor Saddam er på vej til at få martyrstatus.

MENS krigen går sin gang og måske endda går "godt", er både tilhængere og modstandere af felttoget optaget af tiden efter krigen.

Også på det område er der skarpt optrukne fronter. EU ønsker, at FN skal spille hovedrollen i udformningen af Iraks fremtid. USA vil lede genopbygningen sammen med de lande, der gik aktivt ind for krigen.

Storbritannien, der må siges at være det mest aktive medlem af koalitionen, befinder sig dog på FN-holdet, så der er lagt op til et interessant efterspil, når Saddam er fjernet.

DET bliver ikke mindre interessant i lyset af det åbenbare behov for en rekonstruktion af FN. Det nuværende sikkerhedsråd er med sine 15 medlemmer en anakronisme, fordi det 58 år efter sin oprettelse ikke længer afspejler de reelle forhold i verden.

Som Irak-sagen viser, er USA parat til at gå enegang, hvis det har nogle særinteresser at pleje. Men uden USA som aktivt medlem er FN dødsdømt.

Derfor bør EU tale med én stemme, når Iraks fremtid diskuteres. Og gerne lægge billet ind på et permanent EU-sæde i Sikkerhedsrådet.

Men det er nok for meget at forlange af et splittet Europa.