Der gik næsten et hørligt lettelsens suk gennem Vollsmose - og resten af landet - da dommene omsider blev forkyndt i den store terrorsag. To års efterforskning og en tre måneder lang retssag var gået forud; et døgn var nævningene indespærret, og mere end en halv dag behøvede de at votere med de juridiske dommere, før afgørelsen forelå.

Når den langstrakte sag har vakt så stor opmærksomhed, er det, fordi det lykkeligvis er sjældent, der planlægges terrorhandlinger i Danmark. Kun to gange tidligere er der fældet domme på grund af den nye terrorlov, og det er første gang, at Politiets Efterretningstjeneste har benyttet sig af en civil agent med afgørende betydning for sagens udfald.

Terrorlovens muligheder for at dømme personer, hvis der er begrundet formodning om, at de har haft til hensigt at begå terror, har vakt stærke betænkeligheder. Det er noget nyt, at man kan idømme mistænkte hårde straffe og udvisning alene på grundlag af deres hensigter og ikke kun for begåede handlinger. Det er også betænkeligt i en retsstat og stiller store krav til både anklagemyndighed og domstole. Fordi man - muligvis ulovligt - har en pistol liggende, er det jo ikke nødvendigvis, fordi man har til hensigt at begå et drab.

Netop fordi det kan være svært at bevise noget og dømme nogen alene på grund af formodninger, har PET mulighed for at bruge civile agenter, sådan som det er sket i denne sag.

Men også denne mulighed pålægger anklagemyndighed og domstole et helt særligt ansvar, for hvad er det for personer, der mod betaling stiller sig til rådighed? Og har de i virkeligheden et stort medansvar for, at unge og ubefæstede sjæle drives ud i en kriminalitet, de ellers ikke ville have begået?

Det afgørende ord i denne sammenhæng er ordet tillid. Offentligheden må have tillid til, at politiet er endog meget kritisk, når de hyrer en agent - og nævninge og dommere må tilsvarende være yderst opmærksomme på agentens troværdighed og motiver.

Når det er sagt, står den kendsgerning tilbage, at så alvorligt, som terrortruslen må tages også i vores del af verden efter 11. september og terrorhandlingerne i London og Madrid, er det nødvendigt med en skærpet lovgivning, ligesom det er nødvendigt at give politiet ekstraordinære midler i hænde. Men bestandigt sådan, at retssikkerhed og frihedsrettigheder ikke smides ud med badevandet. Men omvendt: Hvem tør påtage sig ansvaret, hvis det går galt, fordi vi har været for godtroende? Som det gamle ord siger: Der skal skarp lud til skurvede hoveder.

Naturligvis er de berørte familier hårdt ramt, lige som det muslimske samfund i Vollsmose i det hele taget er ramt.

Men det bør noteres med glæde, at ingen ansvarlig hidtil har undsagt afgørelsen og dermed retssystemet. Det giver håb om, at de alvorlige domme er taget til efterretning og vil have den forebyggende virkning, der er hensigten med dem.