MIKROFONEN virkede ikke, og politikernes og pressens mobiltelefoner gik døde, men det var sådan set også ligegyldigt - for der kom ingen nye signaler fra indenrigsministeren på gårsdagens store medieseance: præsentationen af Strukturkommissionens mange for- og imod-modeller for det nye kommunale og amtskommunale danmarkskort.

Indenrigsministeren sagde, at nu må vi have en fordomsfri debat. Regeringen vil slå ørerne ud. Vorherre har givet os to ører og kun én mund, fordi man bliver klogere af at lytte end af at tale. Mennesket i centrum - og andre høfligheder. Og da også kommissionens eneste regulære konklusion var, at der er brug for en reform, var der ingen sensationer i Vingstedcentret. Vi fik at vide, hvad vi vidste i forvejen: at kommunerne skal være større, og at amterne - som nu skal hedde regioner - i et eller andet antal vil bestå.

SÅ NU kan debatten blive nok så langvarig og nok så fordomsfri. Det hele afhænger i virkeligheden af, hvad Fogh og Lykketoft i et hemmeligt lønkammer får forhandlet sig frem til. Thi deres er jo både riget og magten - og den tvivlsomme ære. Og da Fogh og Lykketoft har det fælles problem, at en kommunalreform vil udkaste en lang række af deres partifæller i politisk arbejdsløshed, er nøden ikke så let at knække. Frustrerede partifæller er ikke de bedste vandbærere, når det næste valg skal vindes. Og derfor er den løsning, der virkelig vil noget - en total afskaffelse af amterne, de store specialsygehuse i stedet under staten og resten under nogle nye og større kommuner - udelukket på forhånd. Men det vidste vi jo. Spørgsmålet er nu, hvad der skal ske med kommunerne.



DET ER nemlig her, problemerne ligger. Den almindelige vælger er ligeglad med, hvor amtsgrænsen går, og om Danmark består af 14, otte eller tre amter. Af samme grund har Dansk Folkeparti, hvis ledelse jo tæller snedige folk, opgivet at slås mod dem. Amtskampen er uinteressant. Det er kommunekampen derimod ikke - hvorfor partiet som betingelse for at droppe sin modstand mod de folkevalgte regionsråd har fremsat et populistisk krav om, at kommunesammenlægningerne skal være frivillige og først gennemføres efter lokale folkeafstemninger.

Det første kan - i et vist omfang - lade sig gøre. Det andet ikke. Hvordan vil Dansk Folkeparti formulere spørgsmålet til vælgerne på Ærø? Vil I sammenlægges med Svendborg eller Faaborg? Nå, I foretrækker Svendborg. Så må vi også lige holde en folkeafstemning i Svendborg. Hov, de sagde minsandten nej. Så spørger vi Faaborg. De sagde også nej. Forfra igen - med nye folkeafstemninger.

Forslaget lader sig naturligvis ikke realisere.

DYBEST set er der kun ét, der interesserer borgerne, og det er, om de får den service, de har krav på.

Borgerne vil ikke - det er vel også derfor, må vi da håbe, at man vil ændre strukturen - være kastebolde mellem forskellige systemer. Er de syge, forlanger de den bedste behandling, der tænkes kan, uanset hvor i landet de bor. Har de et problem, vil de ind ad så få døre som muligt, helst kun en enkelt.

Hvor rådhuset og amtsgården - eller regionsgården - ligger, er nok de fleste ligegyldigt, når blot systemerne fungerer.

MEN DEN tikkende bombe under den kommunalreform, som vi på mange måder har brug for, er den fare, der ligger for de mindre og måske også velfungerende samfund i at blive en del af et større.

Gamle hovedbyer bliver pludselig til sekundabyer - og den idrætshal, den svømmehal eller de ældreboliger, som den lille kommune havde planlagt, bliver ikke til noget, for nu skal alting koncentreres omkring det nye rådhus og i den nye hovedby. Den lokale skole bliver måske også nedlagt.

Af den grund er det farligt, hvis politikerne følger flertallet i Strukturkommissionen, der har lagt sig fast på 20.000 og helst 30.000 indbyggere som minimum i de kommende kommuner. Det kan mange steder være rigtigt - og mange steder forkert.

DANMARK er, og tak for det, et varieret land med kyster, øer og heder. Rent geografisk kan det sine steder blive et problem at samle de 30.000, undtagen i en kunstig og besværlig struktur.

Så skønt stort kan være godt, kan småt også være det. Der må være rum for at improvisere og tage særlige hensyn. Det er ikke alene fornuftigt. Det kan endda give stemmer.

Vil vi bare lige tilhviske Fogh og Lykketoft.



Reform: Stort er ikke altid godt. Der må være plads til særlige hensyn. Det kan endda give stemmer.