EU-samarbejdet har mange fjender. Men alligevel er det sin egen værste fjende.

EU blander sig i småting på en måde, der kun kan skabe undren og irritation. Man lønner medlemmer af parlamentet, så de fleste vælgere ryster på hovedet, også fordi aflønningsreglerne ikke er til at gennemskue. Der holdes topmøder, som var der tale om natlige seancer mellem stammeførere og ikke repræsentanter for Europas gamle demokratier - og når man så omsider er blevet enige om at udvide samarbejdet og hele Europas sår, kan man ikke blive enige om, hvilke spilleregler nye og gamle lande skal følge.

NÅR DET gik galt i Rom, var det blandt andet fordi Ministerrådet - i dette tilfælde finansministrene - vedtog at se stort på en anbefaling fra Kommissionen om at skride ind over for Tyskland og Frankrig, der havde brudt den såkaldte stabilitetspagt. Den pagt, der udstikker de økonomiske spilleregler for, hvor stort det årlige underskud må være på det enkelte lands finanser.

Det ville Kommissionen ikke finde sig i, så nu er den gået til EF-domstolen.

Sikken de kan!

Når EU's institutioner på den måde slås indbyrdes, bliver en bølge af defaitisme og mistro uvægerligt følgen. Der er to sikre resultater:Det ene er, at det bliver endnu sværere få vedtaget den traktat, der i første omgang blev tabt på gulvet. Det andet, at ligegyldigheden og foragten for EU vil vokse. Kun modstanderne glæder sig.

HVAD SKULLE man da have gjort? Man skulle selvfølgelig have handlet pragmatisk og indset, at en retssag ingen vindere vil få.

Vinder Kommissionen, vil der intet ske - for det er kun proceduren, der skal tages stilling til. Og taber Kommissionen, vil den stå med et stort prestigetab.

Derfor er der grund til at håbe, at sagen afvises, hvad domstolen kan gøre med den saglige begrundelse, at der her mere er tale om politik end om jura.

DET VAKTE opmærksomhed, da kommissionsformand Romano Prodi i fjor blev citeret for at sige, at stabilitetspagten var "dum". Men ret havde han. Dens bestemmelser om landenes årlige underskud er alt for firkantet udformet. De blev formuleret under helt anderledes økonomiske vilkår end i dag. Euroen var svag over for dollaren, hvor det omvendte nu er problemet. Frygten for inflation eksisterer heller ikke mere.

Langt hellere end at kriges indbyrdes skulle EU derfor bruge kræfter på at ændre pagten, så den ikke er en spændetrøje, der ikke kan undlade at skabe samarbejdsproblemer.

VED DE mon ikke nede i Bruxelles - som det typisk hedder - at EU står på svage ben, når det gælder den folkelige tilslutning?

Ellers skal vi gerne sige det i klart sprog: Forlig jer, skabhalse. EU trænger til en vindersag. Ellers smuldrer alle de stolte tanker.