FØRST var det regeringspartiernes to løjtnanter, Claus Hjorth Frederiksen og Lene Espersen, der gik i krig med Socialdemokraterne. Man ønskede at vise, at partiets politik ikke hang sammen, og at oppositionen var så indbyrdes uenig, at den ikke udgjorde et reelt alternativ.

Tonen var hård, og da statsministeren selv ved tirsdagens pressemøde greb krabasken, var det også en ordentlig omgang, Helle Thorning-Schmidt og hendes garde fik.

STATSMINISTEREN ligefrem "hånede Thorning-Schmidt", som Berlingske noterede hen over sin forside. Hun har ikke noget politisk projekt, sagde han. Socialdemokraternes politik er totalt uklar."Det sejler fuldstændig".

Derfor vil statsministeren ikke mødes med oppositionens leder. Faktisk har han ikke mindre end seks gange sagt nej til en duel med hende.

Beslutningen kan ikke være taget på stedet. De hårde ord kom ikke spontant til udtryk, som da Fogh Rasmussen i efteråret hvislede, at de de protestrende mødre foran børneinstitutionerne bare var "socialistiske ballademagere".

Men var han ikke direkte adspurgt, var offentligheden næppe blevet indviet i hans beslutning, der nok er velovervejet, men ikke klog.

SPECIELT må Foghs begrundelse undre. Han vil ikke diskutere, for Socialdemokraterne har ikke nogen klar politik, erklærede han, og så gav det ingen mening at mødes.

Men når modparten er svag og ikke har nogen sammenhængende politik, hvorfor så ikke mødes ansigt til ansigt og udstille hendes svaghed?

Tilmed er Helle Thorning-Schmidt uden megen erfaring, mens Fogh er blandt folketingets skarpeste og dygtigste debattører, en fremragende formidler af sit budskab. Hvorfor så ikke gribe lejligheden? Man skulle synes, der var tale om en ønskesituation.

FORKLARINGEN er, at en duel mellem de to ledere vil give Helle Thorning-Schmidt en pondus som statsministerkandidat, som regeringen ikke vil give hende.

For så vidt må afslaget om et møde og de hårde ord, der ledsagede det, derfor glæde Socialdemokraterne. De er et udtryk for, at regeringen i de sidste måneder har været i defensiven, og at karaktermordet på Helle Thorning-Schmidt som en politisk novice på stilethæle er slået fejl.

At diskutere med Helle Thorning-Schmidt er at give hende for megen ære. Rigtige statsmænd møder ikke oppositionsledere!

En anden forklaring kan være, at Fogh Rasmussen står svagt blandt de kvindelige vælgere på grund af hans machoagtige væsen. Går hans natur bare lidt over optugtelsen ved en duel, vil det kunne give bagslag.

ALLIGEVEL er hans afslag ikke klogt. Det virker arrogant.

For den politiske debat er det også beklageligt. Der er meget, som vælgerne gerne vil vide og som en debat måske kunne give svar på - herunder, hvordan begge parter tør love mere velfærd og samtidig er enige om at fastholde et skattestop.

Hvor finder de pengene? Og hvor finder de så hænderne?