HVAD MENER DU om verdenssituationen, lader Storm P en af sine vagabonder spørge sidemanden på bænken om. Ingenting, lyder svaret: Jeg har fået noget i øjet.

Sådan reagerer vi alle. Der skal ikke meget til for at skygge for udsigten til samfundets problemer, endsige verdens. Måske er vi ikke os selv nok, men dog nærmest.

ALLIGEVEL ER VI som borgere i et folkestyre nødsaget til at interessere os for de fælles problemer og pege på, i hvilken rækkefølge, vi gerne ser dem løst. Af samme grund indkaldte Bjørn Lomborg videnskabsfolk fra hele verden for at spørge dem, hvordan de syntes, at milliarderne til u-landene skulle bruges. Ikke uden grund er prioritering blevet et hovedord i samfundsdebatten

NU HAR SÅ Nordjyske og Fyens Stiftstidende spurgt danskerne om, hvilket samfundsproblem, de mener, er vigtigst. En række af problemer blev formuleret af et panel, bestående af 49 respekterede borgere fra forskellige hjørner i samfundet. De udpegede ni emner, og dem blev 1004 danskere bedt om at prioritere. Resultatet, som præsenteres i dagens avis, viser flere overraskende resultater.

FOR DET FØRSTE, at danskerne ikke er så uenige om, hvor der bør sættes ind, som man ellers skulle tro.

Panelet, som nogle nok vil kalde elitært, pegede på provinsialismen som et problem, og at retssikkerheden var i fare på grund af frygten for terrorisme.

Den opfattelse deles ikke af et flertal i undersøgelsen. Til gengæld viser den, at vi har en restgruppe - dem, der tjener mindre end 200.000 kr. om året - der føler sig udenfor. Derfor peger de på arbejdsmarkedets svagheder og den polarisering, der har fundet sted i det danske samfund gennem de sidste år.

FOR DET ANDET viser undersøgelsen, at flygtningeproblemet forsat rangerer højt i danskernes bevidsthed.

Men hvad der placeres lige så højt, er politikernes manglende mod til at træffe svære og upopulære beslutninger. Mere forudseeligt peges der på problemerne i sundhedssektoren.

Undersøgelsen skyder dermed på politikerne, men er vælgerne bedre? Frank Jensen henviser i dagens avis til den gamle sandhed om, at vælgerne gerne vil have reformer men ikke forandringer - i hvert fald ikke, hvis de rammer dem selv.

Det svækker politikernes muligheder for at handle. Man kan blot tænke på efterlønssagen og de tærsk, beskæftigelsesministeren fik, da han forsøgte sig med en lille reform.

VÆLGERNE KAN IKKE skyde ansvaret fra sig. Men størst hviler det på politikerne. Folkets vilje er nok landets lov, som kommunisterne paradoksalt nok skrev hver dag på deres dagblad.

Men politikere skal ikke kun lade sig lede. En stor politiker er den, der selv leder - som viser vejen og overbeviser os om, at det er den, vi skal gå.

Ellers er politikeren kun administrator.

Prioritering: Danskerne er ikke så uenige om, hvilke problemer, der er de vigtigste. Men politikere og vælgere giver gensidigt hinanden skylden for, at de ikke løses.