Det sønderbombede håb


Det sønderbombede håb

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

ISRAEL

Hurtigt, men sikkert svinder håbet om en fredelig løsning i Mellemøsten.

Det er mindre end et år siden, at Arafat afviste et fredsforslag fra præsident Bill Clinton. Dets hovedpunkter var, at Jerusalem ville blive delt, og Israel ville rømme 97 pct. af besat palæstinensisk område og nedlægge 102 af ca. 200 bosættelser. Med var også et firepunktsforslag til løsning af det palæstinensiske flygtningeproblem.

Dette forslag, der var resultat af månedlange forhandlinger på officielt og uofficielt plan, er nu fejet af bordet. Håbet om fred er bogstaveligt sønderbombet, og i begge lejre er det de uforsonlige kredse, der har overtaget. Om vi er i en krig eller står ved begyndelsen af én, kan diskuteres. Kun den ene part råder over moderne våben, den anden højst over mortergranater, så krig i egentlig forstand kan det ikke blive, medmindre andre lande, f.eks. Syrien, engagerer sig, hvad der næppe er sandsynligt.

Men den særlige krig, som en undertrykt befolkning og en frygtsom besættelsesmagt kan føre, er jo også en form for krig. Det vil sige, at palæstinenserne forbitret vil føre partisankrig og Israel føle sig tvunget til at tage stærkere og stærkere midler i brug for at sikre sin befolkning, herunder de tusinder, der lever i bosættelserne.

Mere ulykkeligt kan det næsten ikke være, først og fremmest for den palæstinensiske befolkning, men også for Israel.

Det er hårdt for Israels gamle venner, bl.a. i et land som Danmark, at måtte erkende, at hoved- ansvaret påhviler staten Israel.

En væsentlig årsag – den væsentligste – for den hårdknude, situationen befinder sig i, er bosættelserne og den jernhårde politik i de besatte områder, som de har ført med sig.

Israels venner har måttet erkende, at Israels pris for at sidde kritiske FN-resolutioner gennem årtier overhørig er stor. Verdensopinionen er vendt, og frustrationen og bitterheden hos palæstinenserne er så stor, at Arafat ikke kan passivisere den, selv om han ville.

Som sædvanlig har USA en hovedrolle i det mellemøstlige spil. Men selv om udenrigsminister Colin Powell var hurtig til at fordømme den provokerende israelske besættelse af et område i Gaza, og selv om kritikken formentlig gjorde indtryk i Washington, vil den nye amerikanske administration næppe engagere sig for alvor. Bill Clintons resultatløse bestræbelser skræmmer. I denne situation er det svært at se, hvilke muligheder freden har.

Ariel Sharon vil ikke forhandle med Yasser Arafat, og alle indrømmelser er tilsyneladende taget af bordet. Og Arafat har på sin side stadig større problemer med at styre sin desillusionerede befolkning. To ideologiske forsteninger står over for hinanden.

Et spinkelt håb knytter sig til forslaget om, at internationale fredsstyrker sættes ind i de besatte områder for at garantere befolkningen.

Men Israel har hidtil sagt nej, og FN vil kun gå ind efter samtykke fra begge stridens parter.

Derfor er der grund til dyb pessimisme. En fredelig løsning har lange udsigter.

Palæstinensernes eneste håb er, at den israelske fredsbevægelse atter må vokse sig stærk. Men ligesom håbet ligger også den i ruiner.

Det sønderbombede håb

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce