Skønt nyheden var sluppet ud på forhånd, vakte det alligevel stor opmærksomhed, da SF-lederen Villy Søvndal dukkede op på det socialdemokratiske sommermøde i går - for sammen med Helle Thorning-Schmidt at fremlægge et fælles integrationsudspil, der blandt andet omfatter en videreførelse af 24-års reglen og de stramme tilknytningskrav. Og det er da heller ikke mindre end historisk, at de to partier nu kører parløb.

Men i virkeligheden er den nye alliance ikke så forbavsende endda. For begge partier har nøgternt erkendt, at der er et vælgerflertal for en stram udlændingepolitik, og at det derfor er nødvendigt både at stå sammen - og at videreføre den, hvis regeringen skal væltes.

Både S og SF har måttet sluge kameler for at nå så langt. I årtier, bortset fra under det kortvarige røde kabinet i 60'erne, har SF været en hovedmodstander for Socialdemokraterne. Ligesom Dansk Folkeparti var SF i dets første mange år ikke stuerent i de socialdemokratiske øjne, og enhver tanke om et regeringssamarbejde var bandlyst. Nu er de to partier ikke blot enige om en ny integrationspolitik, men også om et fremlægge en fælles politik på andre centrale områder. Helle Thorning-Schmidt udelukker heller ikke, at SF kan komme med i en SR-regering, hvad der også vil være en logisk konsekvens.

De største knuder på sig selv har SF måttet slå. Partiet har energisk kæmpet mod de stramme udlændingeregler, ikke mindst 24-års reglen, der er blevet en hellig ko i dansk politik. Og sin principielle modstand mod den opgiver partiet da heller ikke - men den accepteres for magtens skyld. Pragmatisk fastslog Villy Søvndal, at det ikke nytter at kræve alt eller intet. SF-chefen har indset kompromisets nødvendighed. Hængekøjen er endegyldigt forladt - og dermed fortsætter Søvndal ad den realpolitiske vej, som han betrådte, da han blev formand. Som Anders Fogh Rasmussen går han nu målbevidst og kynisk efter magten. Idealpolitik er afløst af realpolitik.

Mange vil nok mene, at det nye par i dansk politik efterlader De Radikale i en ensom og vanskelig position. Det er ikke sikkert. Andre end Gitte Seeberg mener, at "nok er nok", når det gælder Dansk Folkepartis dominerende indflydelse på dansk flygtningepolitik, både i borgerlige rækker og blandt socialdemokrater og SF'ere. Nu har de kun De Radikale at holde sig til - og når mandaterne skal tælles på valgnatten, er det meget lidt sandsynligt, at ikke også De Radikale vil pege på Helle Thorning-Schmidt, 24-års reglen til trods. Hvad skulle de ellers?

Så alt i alt er det klogt af de to store oppositionspartier at finde sammen. De ofrede kampen for en mere menneskelig indvandrerpolitik, men de kom lidt nærmere magten - og fra et vælgersynspunkt er der også grund til at være tilfreds med forlovelsen. Især, hvis det nye par vil præsentere en ny og anderledes politik på alle afgørende områder, så oppositionen kan udgøre et reelt alternativ. Det bebudede de i går, og det skylder de også. For nybruddet bestod jo mest i, at de bare gik sammen.

Om regeringens politik.