TILLYKKE
Selvfølgelig skal der i dag siges til lykke til det unge kronprinsepar i Norge. Det er altid en glædelig begivenhed, når to unge, der holder af hinanden, får hinanden.

Det hører også tiden til, at mange har sagt, at det er godt, at kronprinsen vælger efter sit hjerte, skidt så med at valget er borgerligt. Det er i øvrigt snart længe siden, en kronprins eller kronprinsesse er blevet gift med en kongelig, f. eks. i de nordiske lande eller i England. Dagens goms mor er da også borgerlig.

Vores egen prins Joachim giftede sig også borgerligt, uden at der går skår i glæden over prinsesse Alexandra.

I Norge er det dertil ikke nyt, at kronprinsessen også er norsk, og altså, som det har været sagt ”er hentet rundt om hjørnet.” Det er den norske dronning også.

Spiller det dog nogen rolle? Ligger kongehusenes fremtid ikke i, at de følger med tiden, og kommer til at leve efter de vilkår, vi andre synes er naturlige? Er det f. eks. ikke i tidens ånd, at kronprinsessen er enlig mor? Det er der mange, der er, og det behøver ikke gøre ægteskab umuligt for alle os andre. Skulle det så være anderledes for moderne kongelige?

Det kunne vi sikkert allesammen have lyst til at svare nej til.

Og dermed kunne måske også vor egen kronprins Frederik ånde lettet op.

Men så enkelt er det ikke. Alene den megen omtale i hele forløbet for dagens unge brudepar viser, hvor vanskelig en sag, det er for kongelige at opfylde et charmerende ønske om, at de ”bare skal være helt almindelige”.

Alene diskussionen viser, at det er en besværligere færd, de unge skal ud på, end den vil være for alle andre.

Ugens pressemøde, hvor den unge kronprinsesse måtte ud og fortælle som sin narkofortid og sit første ægteskab, viser, hvilken vanskelig vej, dagens brudepar betræder.Spørgsmålet er, hvad vi vil med et kongehus, også gerne med et moderne kongehus? Hvis de kongelige skal ligne alle os andre, er der sådan set ingen grund til at have et kongehus. Hvis vejen til alligevel at beholde det går over undskyldninger til offentligheden for den man er eller har været, kan prisen let blive for høj for alle. Uden at nogen har anelse om, hvorvidt afsværgelsen bliver positivt modtaget eller ej. Man kan ikke både være kongelig og så dele vilkår med os alle. Pressemødet viste, at vi ikke vil acceptere, at pigen er” ganske almindelig”. Hun må forklare sig, fordi det kan blive for meget med det almindelige! Det kan også blive for meget for den lille dreng, som let kan komme til at gå svære år imøde med en mor, der ustandselig vil blive konfronteret med sin fortid. Og hvad med tronfølgen, hvis han bliver det eneste barn?

Tænk, hvis vi omsatte situationen til Danmark. Ville danskerne acceptere, at vores kronprins giftede sig med en enlig mor med en blakket fortid, uanset, hvor sød, hun var? Den popularitet, vores kongehus i dag nyder, ville givetvis blive sat på en hård prøve, hvis kronprinsen valgte en pige fra Vanløse med samme fortid som den norske.

Der skal umådelige kræfter til hos det unge brudepar, hvis den nødvendige myte skal opretholdes og symbolet overleve.