Det har slet ingen hast


Det har slet ingen hast

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

KOREA

Nordkorea havde givet 46 amerikanske journalister lov til at følge med udenrigsminister Madeleine Albright på hendes besøg i Pyongyang. Det var muligvis en fejldisposition af det nordkoreanske styre, for hvilket billede gav de amerikanske medier af Kim Jong-ils land og undersåtter?

I hvert fald ikke det, den kære leder selv viste frem for sin gæst. Afstanden mellem de 100.000 nordkoreanere, som på et stadion i Pyongyang hyldede fædrelandet og den afdøde store leder, Kim Il-sung, og den kuede befolkning i hovedstadens gader, som ikke turde henvende sig til de fremmede, var enorm.

Som det blev beskrevet i Washington Post: ”Mennesker her har det samme udtryk i ansigterne som mennesker i Irak under Saddam Hussein og i Syrien under afdøde præsident Assad. Det er synet af mennesker, der er bange for dem med magt og ude af stand til selv at udøve nogen form for magt, end ikke hjemme hos sig selv”.

Den slags beskrivelser af sig selv fik nordkoreanerne selvfølgelig ikke mulighed for at læse. De måtte nøjes med at se det statslige tv’s optagelser af Madeleine Albright hyggesnakke med Kim Jong-il og applaudere begejstret, mens masseoptrin på grønsværen viste scener med titler som ”Vi vil støtte vores magtfulde nation med rifler” og ”Lederen vil altid være med os”.

I Vesten blev der vist optagelser af udenrigsministeren på besøg i en børnehave, hvor hun sammen med seksårige dansede nøje instuderede trin til en sang, der glorificerede Kim Jong-il.

Madeleine Albright var ude i en diplomatisk mission, så hvilke tanker, hun gjorde sig, er irrelevante. Hendes opgave som det første medlem af en amerikansk regering, der besøger Nordkorea, var at gøde jorden for et senere besøg af Bill Clinton.

Verden kan kun være interesseret i så meget afspænding som muligt. Er der en reel mulighed for, at USA og Nordkorea efter 50 års konfrontation kan indlede mere venskabelige forbindelser, så lad det endelig ske. Lad det blot være glemt, at Nordkorea er en ”slyngelstat”, og at regimet har ladet ukendte tusinder af sin befolkning omkomme i fangelejre og af simpel nød.

Men hvor hurtigt kan og skal det gå?Sydkoreas leder var for få måneder siden i Pyongyang og lagde dermed grunden til det gryende tø-brud. Det blev aftalt, at den nordkoreanske leder skulle gengælde besøget ved at komme til Seoul. Mon det ikke er bedst, at den visit bliver overstået, før Clinton tager af sted?

Hvis Clinton da i det hele taget bør besøge Kim Jong-il. Hans mandat er ved at rinde ud, så man kan spørge sig, om så opsigtsvækkende et besøg bør gennemføres af en faktisk handlingslammet præsident?

Der er under ingen omstændigheder grund til hastværk. Den voldsomme bejlen til Nordkorea bærer i sig risikoen for en legitimering af et regime, som ikke fortjener det. Så i den tænkepause, som Washington forhåbentlig under sig, vil et fornuftigt menneske i regeringen måske stille det indlysende spørgsmål, hvorfor det nu er muligt at lukke Kim Jong-ils Nordkorea ind i varmen, mens Fidel Castros Cuba få km fra USA’s kyst stadig skal lide under at være ude i kulden.

Det har slet ingen hast

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce