Tortur
Det var dog skæbnens ironi, at vi midt i en ophidset og vredladen debat om tortur skal mindes om, at FNs Torturkomité gentagne gange har kritiseret Danmark for ikke at have skrevet torturkonventionen ind i den danske lovgivning.

Undskyldningen er måske god nok: Der skulle ikke være behov for at ændre lovgivningen, eftersom vi har tiltrådt konventionen, og der i dansk lov er taget højde for, at tortur naturligvis ikke under nogen form tolereres.

Tortur kan ikke gradbøjes, og der har derfor været god grund til at tage afstand fra Arne Melchiors og andres udtalelser om, at i visse særlige situationer kan det være nødvendigt med ”moderat fysisk pres”.

Alle er naturligvis imod tortur, men blandt de få, der i debatten har kunnet gå ind for ”moderat fysisk pres”, har der været flere, der har hånet torturmodstanderne med, at de var blåøjede idealister og blødsødne humanister, når de ikke ville godkende fysiske indgreb overfor en terrorist og derved få tilståelser eller oplysninger frem, som kunne spare mange menneskeliv.

De har ikke fattet, at modstandere af tortur naturligvis er lige så ivrige som de selv efter at spare menneskeliv! Al historisk erfaring viser blot, at hvor tortur anvendes, vokser hadet så voldsomt, at terror og drab bliver langt mere udbredt. Algeriet og Frankrigs kamp mod frihedsbevægelserne der i 50’erne og 60’erne er klare vidnesbyrd om, at langt flere menneskeliv sættes over styr, hvor tortur er tilladt, og det er højst sandsynligt, at det ”moderate fysiske pres”, som Israel tidligere har kaldt sin tortur af palestinensere, ligeledes har kastet brænde på det bål af had, der nu igen er flammet op mellem de to befolkningsgrupper.

Bevises kan det ikke, men når tortur i Israel er særligt skuffende, er det fordi vi naturligt nok regner Israel for et ligeværdigt demokrati, hvor menneskerettighederne ikke må overtrædes.

Måske kan man sidestille fristelsen til at anvende tortur med fristelsen til at lade flykaprere få deres vilje, for hvor en gruppe mennesker, der oven i købet kan sættes navn på, er i fare, må alle midler til at frelse dem anses for acceptable?

Da flykapringerne tog fart for 20-30 år siden, og vi alle kunne følge rædslerne på tv-skærmene, var Israel blandt de benhårde, der aldrig kunne drømme om at indlade sig på eftergivenhed overfor kaprerne.

Logikken var klar: Eftergivenhed ville i det lange løb koste langt flere menneskeliv, hvis flykapring viste sig som en succesfuld metode for politiske terrorister, og der ville ingen ende blive på antallet af uskyldiges liv, der ville gå tabt. Antallet af uskyldiges liv, der går tabt, hvor tortur tillades, kan heller ikke opgøres, men det er givet, det er større, hvor uretten får lov at sejre. FN’s definition af tortur er soleklar: Der må ikke påføres mennesker smerte eller lidelse med det formål at fremskaffe en tilståelse.

Det er måske usikkerheden om, hvorvidt dansk isolationsfængsling er en krænkelse af konventionen, der har fået skiftende regeringer til at nøle, men nu må den konvention ind i lovgivningen snarest. Der må ikke være tvivl om, at Danmark klart afviser enhver form for tortur, fysisk såvel som psykisk.