Det er Store Bryllupsdag, og alt og alle er parate, i hvert fald i Møgeltønder.

Prinsebrylluppet er en verdensbegivenhed - i Danmark - og millioner af danskere vil allerede fra i formiddag og til ud på aftenen have skærmen åben. Men ikke blot seere, lyttere og læsere er på plads. Det er de fastlåste meninger også. Nogle vil sige, at det er bare for meget - og spørge, hvorfor begge tv-kanaler skal ofre så mange kræfter på, at Kronprinsens lillebror skal giftes for anden gang. Hvor er væsentlighedskriteriet blevet af? Og Danmarks Radio og TV 2 vil svare igen og henvise til den store, folkelige interesse og tale om deres public service-forpligtelse (og TV 2 tænke på sine reklamekroner), og sådan er alt ved det gamle.

De fleste vil lade diskussionen gå hen over hovedet, mens de selv vil gå til og fra transmissionerne. Det er en gammelkendt sag, at folket forlanger brød og skuespil. Og selv om prisen på brødet stiger, har vi nok af det. Nu gælder det skuespil. Og hvad er vel mere yndigt end at følges ad - eller at se på, når andre skrider op ad kirkegulvet?

Vi lever i en event-kultur, hvor alt skal være oplevelser - fra et museumsbesøg til Opera på Engen. Derfor elsker vi den fest og farve, som et kongeligt bryllup er omgivet af. Kun gnavpotter mener ikke, at det er en uskyldig fornøjelse, at familien Danmark placerer sig i sofaen og med bryllupskage foran sig deltager i årets globryllup.

Men selv de mest bekymrede alvors­mænd bør kunne indse, at et moderne kongehus som det danske - med medlemmer, der ikke skejer mere ud, end at vi alle kan genkende os selv i dem - er et stort aktiv for folkestyret.

Ganske vist er der en tendens til at overdrive betydningen af den sammenhængskraft, der tales så meget om. Men en følelse af have noget til fælles ud over grundloven er vigtig. Mindre end højskolesangbogen og salmebogen kan gøre det. For eksempel følelsen af, at vi alle, gammel- som nydanskere, har lod og del i kongehuset. At navnlig kronprinsparret klart ser denne mulighed og forpligtelse, er kronprinsesse Marys gentagne besøg i Vollsmose et flot udtryk for.

Afgørende er, at kongehuset forstår at modernisere sig - uden at sætte det ophøjede over styr. Det har regentparret forstået og i høj grad også den unge generation. Derfor må det også undre, at dagens brud - som i sin tid prins Henrik - må forlade sin katolske tro for at blive dansk prinsesse. I en fælleskirkelig tid er det et urimeligt signal at sende. Efter grundloven skal monarken tilhøre folkekirken, men ikke andre medlemmer.

Men lad os glæde os over vort kongehus! Som Dansk Industris førstemand, Hans Skov Christensen, siger i en netop udkommet bog om Kronprinsen, lever vi en tid, hvor man næsten kan alt: "Det eneste, man ikke kan skabe, er en royal familie eller et kongehus med 1000 års historie".

Han har ret. Der er grund til at værne om monarkiet - og med det indtryk, offentligheden til i dag har fået af den nye prinsesse, er der grund til at tro, at hun vil yde sit bidrag.

Til lykke!