Det borgerlige Danmark i dyb krise
Af:

Det var sådan set ikke, fordi de sagde noget, de ikke har sagt før. Men da Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen og Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl mandag tonede frem i et fælles interview med Fagbladet 3F, vakte det alligevel behørig opsigt. Fordi de to gjorde det sammen.

Og det er da også præcis opsigtsvækkende, at Folketingets to største partier, der i dag står på hver deres blok, sætter sig for at stå frem hånd i hånd. Ikke dermed sagt, at det er overraskende. For kigger man på de bevægelser begge partier har gjort siden valget i 2015, er en tættere alliance mellem S og DF efterhånden noget af det mest oplagte i dansk politik.

Det er ikke for meget at konstatere, at dansk politik i en lang periode har været ude i dødvande. Forstået på den måde, at den siddende regering enten - som i Helle Thorning-Schmidts tid - så sig nødsaget til at gennemføre politik, som S var imod, eller som i dag sidder fast i en knibtang, hvor intet kan gennemføres uden Dansk Folkeparti.

Dødvandet sætter sig på mange måder i vælgerhavet, hvor mistillid, politikerlede og afmagt er tydelige reaktioner. Ikke nødvendigvis rimeligt, men ikke desto mindre tydeligt og betydningsfuldt for det politiske klima og ikke mindst for mulighederne for at få noget til at gro. Dødvandet betyder også, at der opstår et ganske stort og bredt ønske om at få brudt de fastlåste positioner op, og det er præcis, hvad Frederiksen og Thulesen Dahl er i færd med.

Om det så bliver til et egentligt ægteskab, altså regeringssamarbejde, er ikke til at sige, men for både S og DF kan langt mindre også gøre det endnu. Den borgerlige regering, bestående af V, LA og K kan se frem til yderligere politiske ydmygelser, og dem har såvel S som DF det meget fint med både at orkestrere og nyde.

Nok peger DF stadig på Lars Løkke Rasmussen, men kun så længe Løkke leverer. Altså så længe at DF sidder med fødderne på både bremsen og speederen rent politisk. Så må de tre regeringspartier gerne være regering, og Lars Løkke, der tidligere har udtalt, at han ikke vil være statsminister for enhver pris, kan så se til, mens prisen bliver stadig højere.

Kernen i den nye stærkere forbrødring mellem DF og S er udlændingepolitikken. Her har de borgerlige fra 2001 og frem kunnet levere sejre til DF, men med Mette Frederiksens klare kursændringer synes S nu mindst lige så villig til at lade DF få sin vilje på det område. Og så kan det meste faktisk lade sig gøre med DF, der har fået nok af Inger Støjberg, som i DF-toppen opfattes som en, der er stram i ordvalget, men ikke leverer andet end ord.

Om Mette Frederiksen kan det, vides ikke endnu. Men Thulesen synes villig til at gøre forsøget. Tilbage står en Løkke-regering, der fortsat plasker rundt i dødvandet uden hverken kompas eller kurs. Det borgerlige Danmark er i sandhed i krise.