Man kan næppe beskylde GOG, den konkursramte sydfynske håndboldklub, for Danmarks beklagelige exit fra medaljekampen ved herrernes EM - men til gengæld kan man beskylde GOG’s ledelse for så meget andet i en uge, der således på mere end én vis endte skidt for dansk håndbold. Og som også viste, at det ikke kun er bankbestyrelser, der i nyere tid har siddet deres ansvar overhørigt. Det klarer man lige så fint i sportens verden.

Først skulle landsholds- og GOG-spilleren Kasper Nielsen belemres med skylden for, at hans klub var nødt til at indgive konkursbegæring - i øvrigt lige før den af samme grund noget rystede Nielsen skulle repræsentere sit land i en nøglekamp i Østrig - fordi han ikke havde bekræftet, at han var klar til at gå ned i løn. Hvad han rent faktisk var. Men sagen blev forkludret af en række misforståelser, som Nielsen var uden skyld i. Ligesom det vel heller ikke var hans skyld, at GOG havde ansat ham til en hyre, som klubben ikke kunne bære, og som gjorde Nielsen til dens dyreste spiller nogensinde.

I avisen i går blev farcen så noget nær komplet, da GOG’s bestyrelsesformand erklærede, at Kasper Nielsens manglende underskrift på lønaftalen alligevel ikke havde spillet nogen rolle. Konkursbegæringen ville være blevet fremsat alligevel. "Ud fra en samlet vurdering", sagde formanden. Nå - men hvorfor skulle Nielsen så udråbes som syndebuk?

GOG-nedturen kan et stykke ad vejen forklares med de alt for mange penge, der generelt er i dansk håndbold, og som ikke matcher hverken publikums- eller tv-interessen. Med konkurrencen om sponsorerne, hvoraf flere selv er i krise - og med den kendsgerning, at landsbyer som Gudme, Oure og Gudbjerg ikke i al evighed magter at bære elitesporten, der mere og mere samler sig i storbyerne.

Men kollapset må også forklares med en besynderlig ledelse, der konsekvent har vendt det blinde øje til samtlige advarselslamper.

Ifølge gårsdagens udgave af Fyns Amts Avis har GOG’s bestyrelse i en lang årrække reelt været uden indflydelse. Bestyrelsens medlemmer var blot nikkedukker for klubbens direktør, Arne Buch, der gjorde, hvad der passede ham:

I 2008 hentede Arne Buch førnævnte Kasper Nielsen til Sydfyn på en aftale, som over tre år ville koste klubben seks millioner kroner. Skønt en enig bestyrelse forinden havde sagt nej!

I så grotesk en situation er der kun to muligheder. Enten må bestyrelsen gå eller direktøren fyres. Ingen af delene skete - "for vi havde tillid til, at hvis der var nogen, der kunne drive klubben videre, så var det Arne Buch", som den daværende bestyrelsesformand undskyldte sig med i Amtsavisen i går.

Undskyldningen er så sølle, som tænkes kan. Hvis Arne Buch disponerede forkert - hvad han åbenbart gjorde - burde bestyrelsen selvfølgelig have stoppet ham. Det er, hvad man blandt andet har en bestyrelse til.

Man må derfor håbe, at de mennesker, der nu skal forsøge at genrejse den sydfynske håndboldstolthed, helt anderledes vil være sig deres ansvar bevidst. Og ikke mindst, at ikke kun sportsindustrien tager ved lære.

Dovne og eftergivende bestyrelser, der ikke er deres penge værd, findes nemlig også mange andre steder.