Meddelelsen om, at endnu to unge danske soldater er omkommet i Af-ghanistan, så Danmarks tabstal på den fjerne slagmark nu er oppe på ni, kalder ikke kun på deltagelse med de familier, der så hårdt er ramt. Budskabet kalder også på eftertanke, og det rejser en række spørgsmål.

Det vigtigste er, om det er den rette aktion, vi så helhjertet deltager i med ikke færre end 550 mand. Det mener NATO med USA i spidsen, og det mener et stort flertal i Folketinget. Men ikke i befolkningen. Her vokser tvivlen i takt med tabstallet og vanskelighederne med at se en ende på krigen. Af krigens tilhængere siges det ligeud, at vi må forberede os på at være i Afghanistan i årtier.

Når der er så bred politisk opbakning - kun SF og Enhedslisten er imod - er det, fordi krigen føres på grundlag af et internationalt mandat og ses som en kamp imod den internationale terrorisme. Den er også en kamp imod den internationale narkotikahandel. Og så er den naturligvis en kamp for demokrati og menneskerettigheder.

Det vil sige, at aktionen har et dobbelt sigte: Vi skal bekrige Taliban, der vil gøre landet til en islamisk stat, og vi skal hjælpe afghanerne til en bedre hverdag, bygget på vestlige værdier.

Desværre må det konstateres, at vi på ingen af områderne gør synderlige fremskridt. Slet ikke, når det gælder kampen mod Taliban. Det burde ikke komme som en overraskelse, da både Sovjetunionen og siden amerikanerne er kommet til kort. Det er også tankevækkende, at verdens største og mest effektive militære magt ikke har formået at fange Osama bin Laden, der menes at befinde sig i de afghanske bjerge, skønt der er gået seks år efter tragedien i New York.

Spørgsmålet er, om det overhovedet lader sig gøre at nedkæmpe Taliban og ændre Afghanistan til et sekulært, demokratisk samfund.

En forudsætning er, at den civile genopbygning kommer i gang. Men fremskridtene er små, fordi store dele af landet er en slagmark, og fordi krigsførelse og civil genopbygning ikke kan forenes. Det er derfor med god grund, at der i regeringsgrundlaget bebudes en undersøgelse af forholdet mellem civil og militær indsats i de områder, vi sender danske styrker til.

Vigtigst i den alvorlige situation er, om Danmark fortsat skal være i den farligste zone i Afghanistan, hvis andre NATO-lande ikke viser solidaritet og tager deres del af den farlige tørn.

Svaret er nej.

Det kan ikke være rigtigt, at byrdefordelingen ikke står til diskussion, hvad en talsmand for NATO erklærede over for Berlingske i går. Hvis det er tilfældet, må Danmark sige fra - og forlange vore tropper stationeret i andre dele af Afghanistan. Eller trække dem helt hjem.

Sker der ingenting, og fortsætter udviklingen med manglende solidaritet og store tab, er den dag nær, hvor vælgerne vil tvinge politikerne til at handle.