Det er naturligt, at det netop er Niels Helveg Petersen, der skriver dagens kronik om grundloven på dens 159 års fødselsdag. Ingen i nutiden har været så optaget af grundloven, specielt dens ajourføring, som Fyns politiske veteran.

Helveg Petersens særlige ærinde i dag er gennem en grundlovsrevision at skabe sikkerhed for, at der står et bredt flertal bag, når Danmark går i krig. Naturligvis med den danske deltagelse i Irak-felttoget i tankerne. Kun et meget snævert flertal var enig med VKO dengang, hvad der har gjort krigen til et aldrig lægt sår.

Men der er mange andre grunde til, at der burde nedsættes en forfatningskommission til at støve grundloven af. Siden den seneste ændring i 1953 har det danske samfund ændret sig væsentligt - fordi verden har gjort det. Tænk på, hvor integreret Danmark er i det internationale samfund - gennem EU, NATO og FN.

Også sproget berettiger til, at grundloven får et gennemsyn. Den nuværende tekst, som blandt andet siger, at Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre og bestemmer deres antal, giver ingen mening.

Alligevel får vi ikke nogen ny grundlov foreløbig. Det modsætter Dansk Fokeparti sig på det bestemteste, og heller ikke Venstre og Konservative har mod på opgaven.

Måske hænger det sammen med, at en forfatningskommision uvægerligt også må beskæftige sig med forholdet mellem kirke og stat - og så kan man som bekendt nemt slippe Fanden løs.

Den nuværende grundlov sikrer religionsfriheden. Men den fastslår samtidig, at vi ikke har religionslighed. Folkekirken nyder særrettigheder. Den er gennem en række bånd knyttet så tæt til staten, at der reelt er tale om en statskirke. Det viser sig ikke kun ved, at monarken for eksempel skal tilhøre folkekirken, og at denne "skal støttes af staten". Det viser sig på talrige andre måder: fra folketingsgudstjenester til at danske præster - som de eneste i verden - bærer ordener på deres ornat.

Men det nuværende ægteskab mellem stat og kirke er ved at rinde ud. Det er ikke holdbart i det 21. århundrede at give et enkelt trossamfund en privilegeret stilling og dermed diskriminere alle andre.

For at forberede sig på situationen kunne folkekirken presse på for at få opfyldt grundlovens paragraf 66, den såkaldte løfteparagraf. Den har siden 1849 lovet, at "folkekirkens forhold ordnes ved lov", mens paragraf 69 lover, at "de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold" også ordnes ved lov.

Det kræver ingen besværlig grundlovsændring at opfylde disse to løfter.

Et første lille skridt mod at stille alle borgere lige har regeringen faktisk taget ved i regeringsgrundlaget at bebude, at kun medlemmer af folkekirken skal bidrage til den - hvad alle, der betaler statsskat, gør i dag.

Men også her er det foreløbig blevet ved ordene - skønt dette lille løfte heller ikke skulle være så svært at indfri.