Ikke mange har bemærket, at der har været valg i Slesvig-Holsten. Det var også "kun" et valg til kommunale og amtslige råd. Men Slesvig-Holsten er den tyske delstat, der ligger Danmark nærmest, og som gamle danske hertugdømmer har de historie tilfælles med os. Yderligere - og ikke mindst - er Slesvig-Holsten stedet, hvor det danske mindretal lever og virker.

Derfor må det overraske, at valgresultatet kun blev noteret - og ikke mere - i danske medier. Det var ellers overraskende nok, både for den, der er interesseret i udviklingen i Tyskland, og for den, der er optaget af, at vi i Tyskland har et stort dansk mindretal - med danske skoler, børnehaver, biblioteksvæsen, foreningsliv, kirke og avis og hvad der nu hører til et hverdagsliv som dansker.

I den offentlige debat er vi ellers temmelig optaget af, hvad det vil sige at være dansk, og hvordan forholdet bør være mellem mindretal og flertal. Og det er jo netop, hvad man kan studere ved at kaste et blik på det dansk-tyske grænseland.

Hvordan gik det så? Ser vi først på det samlede resultat, synes vælgerne godt trætte af det nære samarbejde, der er på forbundsplan mellem Tysklands to største partier, det borgerlige CDU og det socialdemokratiske SPD. Som i Berlin er regeringen i Kiel sammensat af de to partier, der er på vej til at slide hinanden op. I hvert fald led begge svidende nederlag. Trætheden over samarbejdet er så stor, at et helt nyt parti, en borgerliste opstået i Flensborg, blev byens største - og trætheden gav sig også udslag i stemmeprocenten, der kun blev på 49,5. I denne situation er det imponerende, at det danske parti, Sydslesvigsk Vælgerforening, kunne samle 33.798 stemmer, hvad der svarer til 11,7 procent af stemmerne i Sydslesvig. I Flensborg blev danskerne det næststørste parti med 5.394 stemmer, svarende til 22,04 procent. Det samlede danske stemmetal var på 33.798 mod 30.486 ved sidste valg. I mandater førte det til en fremgang på 54 - fra 156 til 210 pladser i byråd og amtsråd.

Ofte er det blevet spået, at det danske mindretal, der lige efter krigen mønstede op til 200.000 stemmer, ville smuldre, når forholdene normaliserede sig. Det har de gjort for længst. Men mindretallet lever og har det godt. I mange år har det omfattet omkring 50.000 sjæle, og som valgresultatet viste, er der ikke blot tale om en stabilisering, men om fremgang.

Så det gode spørgsmål er, hvorfor dette flotte udtryk for styrken i dansk kultur ikke optager os mere. Hvorfor er ikke flere optaget af dette enestående eksempel på, hvordan flere sprog og kulturer kan leve fredeligt side om side?

Spørgsmålet har brod både mod de mange herhjemme, der diskuterer danske værdier, men som ikke interesserer sig for det danske Sydslesvig, og de mange danske kommunalpolitikere, som i de større byer og i de mange små byråd kæmper mindretallets sag. Tænk, at i en by med 100.000 indbyggere uden for Danmarks statsgrænse er det danske parti blevet det næststørste - og tænk, at lederne ikke er kendte navne i Danmark!

Der må være noget galt i prioriteringen - hos dem og hos os.