Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Den lange kamp


Den lange kamp

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det er afgørende dage, vi står over for i den langstrakte amerikanske valgkamp. I dag finder de to sidste primærvalg sted. I Montana og South Dakota, og gættet er, at Barack Obama vil få mellem 35 og 45 stemmer og dermed nå halvdelen af de sidste 70, som han skal bruge for at nå de i alt 2118 delegerede, der sikrer ham nomineringen. I løbet af onsdag og torsdag ventes han at få støtte fra så mange af de såkaldte superdelegerede, at han passerer den magiske grænse. Dermed kan han sidst på ugen erklæres som vinder.

Spørgsmålet er, hvordan Hillary Clinton vil reagere. Kaster hun håndklædet i ringen og trækker sig fra kampagnen sidst på ugen, eller forlænger hun sejpineriet og lader partikonventet i august afgøre sagen? Selv om Hillary Clinton og hendes mand, Bill Clinton, der under hele valgkampagnen har optrådt forbilledligt solidarisk med sin kone, har vist sig meget stædige og indtil nu har nægtet at anerkende, at Obama har førertrøjen på, må man håbe, at de nu indser, at slaget er tabt. For deres egen og det demokratiske partis skyld.

I modsat fald forærer de deres modstandere mange point, fordi det sommeren igennem vil handle om Hillary, mens Obama må afvente en afgørelse uden at kunne gå i direkte clinch med den egentlige modstander, republikaneren John McCain.

Det er derfor ikke mærkeligt, at det demokratiske partis ledelse opfordrer de såkaldte supervalgmænd, der har de afgørende stemmer på konventet, til allerede nu at bestemme sig. Man forstår også godt, at de løfter en advarende finger over for den standhaftige Hillary: Forfald ikke til den brændte jords politik.

Problemet er, hvilke muligheder Hillary Clinton herefter har. Det ville være flot, hvis hun blev Obamas vicepræsident. En kvinde som nummer to, en farvet som nummer ét i verdens eneste supermagt - det vil gøre indtryk.

Sådan vil det nu næppe gå. Ingen af dem vil befinde sig godt med den konstellation. Men der er andre muligheder. Hillary Clinton kan kræve at blive formand for Senatet, udnævnt til højesteretsdommer - hun er som bekendt jurist - eller få afgørende indflydelse på regeringsprogrammet. En betydningsfuld ministerpost er også en mulighed.

Står de to rivaler sammen, og formår de hurtigt at læge de sår, som den langvarige strid har skabt, vil de kunne være et stærkt par i kampen om Det Hvide Hus. De har brug for hinanden - Hillary for Obama for at sikre sig fortsat indflydelse, Obama for Hillary for at sikre sig hendes mange kvinde- og arbejderstemmer.

Om de på den afgørende dag vil kunne slå John McCain afhænger af én ting: om trætheden ved det republikanske styre i almindelighed og George W. Bush i særdeleshed er så stor, at ønsket om fornyelse gør, at man vover en ung og temmelig uerfaren politiker frem for en prøvet veteran. Under alle omstændigheder siger det noget om betydningen af det valg, amerikanerne står over for, at skønt den egentlige valgkamp slet ikke er begyndt, har hele verden fulgt med i den langstrakte proces om, hvem der i den sidste ende skal duellere.

Den lange kamp

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.