Begrebet »Den gule fare" går tilbage til 1895, da Preussens kejser Wilhelm advarede Europas befolkninger imod mongolerne, som han frygtede ville oversvømme verden.

Den gamle kejser fik ikke ret. Men udtrykket lever, og i dag er frygten for Kina mere udtalt end i mange år.

Frygten hænger sammen med Kinas enorme størrelse. Der var 1,3 milliarder kinesere i 2007, og hvert år kommer millioner til - mod Europas 495 millioner og USA’s 300.

Hvilke magtdrømme har dette enorme rige, der trods en begyndende åbenhed og en økonomi, delvis baseret på privatkapitalisme, dog har étpartistyre og i mange henseender er et benhårdt diktatur?

Det er specielt Kinas økonomiske muskelkraft, der skaber ængstelse. På få år har det kinesiske styre formået at udnytte sit enorme menneskelige potentiale til et blive en økonomisk supermagt, der har fortrængt Europa fra andenpladsen efter USA.

På alle væsentlige områder forlanger Kina en plads i solen og er godt i gang med at indtage den. Det er hverdagskost, at Kina overtager skrantende vestlige virksomheder og foretager store investeringer, blandt andet i Afrika. Kina buldrer derudad, som det hedder i overskrifterne, med vækstrater, der langt overgår den øvrige verdens.

Også politisk spiller Kina med musklerne. Vi så det tydeligt under klima-topmødet i København, hvor det var Kinas premierminister, der i det afgørende døgn svingede taktstokken. USA spillede andenviolin. Selv de nye fremstormende økonomier i Den Tredje Verden markerede sig på det gamle Europas og på USA’s bekostning.

Det blev klart for alle, at en ny verdensorden er ved at blive til. Fra at befinde sig i periferien er Kina ved at blive Riget i Midten, som landet i sin tid kaldte sig selv.

Ikke mindst i USA, hvis kæmpeunderskud i disse år finansieres af Kina, vækker udviklingen bekymring. Hvordan skal man forholde sig til den nye spiller på verdensmarkedet?

Barack Obama forsøgte sig med sin kendte forsonlige linje. Den udfordres nu, fordi Kina meget vredt har reageret på Obamas beslutning om at modtage Dalai Lama og opfylde et tilsagn fra George W. Bush om en større våbenleverance til Taiwan. Endelig er der kommet mere end en kurre på tråden mellem Google og de kinesiske myndigheder, som vil censurere, hvad der sendes på nettet.

Det er ikke nyt, at demokratier er i vildrede med, hvordan de skal behandle diktaturer, som de ikke kan ignorere. Det var et problem under Den Kolde Krig, og det er hele Vestens hovedpine i dag, når det gælder Kina.

Svaret er enkelt, men svært at efterleve: Vi skal ikke provokere, og vi skal have forståelse for de kinesiske myndigheders kamp for at holde det kæmpemæssige rige sammen.

Men vi bør ikke af opportunistiske grunde gå på akkord med menneskerettighederne eller se stort på suveræne staters krav om at leve i fred og frihed.

Danmark er en dværg i forhold til Kina. At puste sig op hjælper ikke. Vi må sammen med USA og EU finde en realistisk attitude, der tillader, at vi kan se os selv i spejlet.